Jeg begyndte at komme sammen med min kæreste for ca 2
år siden. Vi statede som bedste venner, så derfor
vidste jeg at han var utrolig jaloux, og havde lidt problemer med
sit temperament. Men han var altid så sød over for
mig, og jeg har en dårlig vane med at tro at jeg kan
hjælpe alle, så jeg gav det en chance.
Der gik ikke lang tid før han havde gjordt mig total
afhængig af ham. Han skiftede med at være den mest
dejlige person i verden, til at svine mig til, råbe op,
skubbe, og gribe fat i mig. Jeg måtte ikke snakke med ret
mange af mine veninder, og slet ikke mine venner. Hvis jeg ikke
gjorde lige det han sagde slog han op med mig, og jeg følte
virkelig jeg ikke kunne leve uden ham. Så jeg skiftede stil,
stoppede med at ryge, droppede alle mine venner, og ja man kan godt
sige jeg levede kun for ham.
De gange jeg fik taget mig sammen til at slå op med ham,
græd han, sendte rigtig rigtig søde sms'er, kom og
bankede på min dør, gav mig gaver, sendte blomster,
breve og gjorde alt til han fik mig tilbage. Jeg var så
forelsket i ham, og selv om jeg vidste han ikke havde de samme
følelser for mig, blev jeg hos ham.
En af de gange jeg slog op med ham, prøvede han ikke at
få mig tilbage, og da jeg dagen efter kom grædende
tilbage til ham, havde han en anden pige på besøg. Jeg
var helt ude af den, jeg havde ikke nogen af mine venner, og mine
veninder var godt træt af mig, så det endte med at jeg
prøvede at tage mit eget liv.
Der gik to måneder hvor han kom sammen med en af mine
veninder, og jeg fandt en anden. Men efter det begyndte vi at
være sammen igen. Denne gang var det bare ham der var total
forelsket i mig, og jeg turde ikke at lukke ham så meget ind,
fordi han havde såret mig så meget sidste gang. Han
blev rigtig usikker på mig, og derfor blev hans jalouxi meget
være.
Han græd hele tiden, læste mine beskeder uden jeg
vidste det, fandt koderne til min mail, facebook, og msn, og
kontrolerede mig hele tiden. Jeg måtte ikke gå i
shorts, nedringede trøjer, eller badetøj selv om det
var 30 graders varme.
Jo mere forelsket han blev i mig, jo mere voldelig blev han. Han
skuppede mig ind i skabe, rev fat i mig, holdte mig nede mens han
maste sit hoved mod mit, og to gange voldtog han mig, fordi jeg
ikke ville have sex med ham. Jeg slog op med ham flere gange, men
hver gang fik han mig overbevidst om at han havde ændret sig.
Jeg følte mig så fortabt og svag fordi jeg ikke bare
kunne gå fra ham, og han fik mig til at føle mig
så lidt vær, at jeg prøvede endnu engang at tage
mig eget liv. Jeg blev indlagt på glostrup, og slap
nogenlunde af med ham de 4 måneder jeg var der. Men lige
så snart jeg var ude, ville han have mig tilbage, og det fik
han så til sidst.
For ca 4 måneder siden mødte jeg en anden fyr igemmen
min veninde, Vi snakkede i telefon og skrev når min
kæreste ikke var der. Han hjalp mig, snakkede med mig, og
sagde at jeg var for sød og dejlig til at være i
sådan et forhold.
Jeg vidste jo ikke at min kæreste læste mine beskeder,
så en dag mens jeg var i bad hos ham, kom han ud til mig, rev
mig ud af badet og smed mig ned på gulvet. Han græd, og
råbte, Mens jeg prøvede at få mit tøj
på og komme væk. Men han spærede døren og
skuppede mig ind i hans væg. Jeg blev så bange at jeg
prøvede at slå ham, men ramte ikke. Han blev endnu
mere rasende og gav mig to slag på skuldrene og sparkede mig
ned i gulvet. Så smadrede han min mobil ind i vægen, og
kastede det tøj jeg ikke havde nået at få
på ud i regnen.
Underligt nok tog jeg ham tilbage, for jeg havde jo næsten
selv været ude om det, og han var så ked af det
efter.
Jeg stoppede ikke med at skrive med min ven, Men slettede
beskederne fra ham. Jeg måtte jo ikke ryge for min
kæreste, så jeg smurøg ud af hans køkken
vindue engang imellem. En dag opdagede han aske i vinduet. Vi blev
rigtig rigtig uvenner, og det endte med at han ville slå mig
og ham selv ihjel med en køkkenkniv. Jeg prøvede at
slippe væk, men han holdt mig fast, og tvang mig til at ligge
hos ham. Han sagde han ville smadre alle mine ting hvis jeg gik.
Så jeg blev. Han voldtog mig igen i løbet af natten.
Dagen efter fik jeg lov at gå fordi jeg lovede ikke at
gå fra ham, og fordi jeg skulle til jylland.
Jeg sagde ikke noget til nogen hele den weekend, men om mandagen
fik min psykolog mig til at sige det til min far. Vi kørte
ud til min kæreste sammen, og hentede alle mine ting. Ham min
ven der havde hjulpet mig, hjalp mig når min eks
kæreste ringede, og mine forældre og de veninder jeg
havde tilbage hjalp mig også meget.
Jeg har stadig lidt problemer med ham engang imellem. Han ringer,
skriver, og giver mig dårlig samvitighed. Men jeg
kæmper for at holde mig væk fra ham, og ikke falde
tilbage. Men det er rigtig hårdt.
Håber det hjælper nogen at jeg fortæller mig
min historie.
Pige, 17 år