Jeg var i et voldeligt forhold i 2 år, det første
år skete der intet! Vi var hr. og fru Danmark, alle i vores
omgangskreds så os som det perfekte par, intet kunne
virkeligt komme i mellem os, fordi vi delte alt of var gode til at
få snakket om det, som gik galt. Men, ja der skal jo komme et
men.
Efter det første års tid havde han været til
en fest uden mig, hvilket jeg ikke havde noget imod for jeg stolede
jo på ham. Det viste sig, at han havde været mig utro.
Han fortalte mig det selv, han sad grædende over for mig og
undskyldte sin opførsel og sagde, at det aldrig ville ske
igen. Jeg troede på ham og tilgav ham! Men fra den dag af
ændrede alt sig. Vi begyndte at skændes meget mere, men
kun når vi var alene på hans eller mit værelse,
aldrig i et rum hvor andre var tilstede.
En dag skændtes vi meget voldsomt, vi råbte og
skreg af hinanden, vi stod begge med tårerne løbende
ned ad kinderne, men vi var begge for stædige til at droppe
det, og så skete det ingen nogensinde ville have troet, hans
knytnæve hamrede mod mig, og der lå jeg så
på gulvet. Der sluttede vores skænderi, og der startede
de næste 8-9 måneder af mit helved. Jeg fortalte ingen
om det der var sket, og hvis nogen spurgte til mine
blåmærker eller evt. sår, så havde jeg
fået dem til håndbold. Alle troede på mig, for
hvor skulle jeg ellers have fået dem fra? Min kæreste
og jeg var jo hr. og fru Danmark.
Ingen så igennem den facade der var rundt om vores
forhold, når vi var sammen med andre. Han var altid
beskyttende, sad altid ved mig, var der så snart nogen til en
fest begnydte på noget jeg ikke ville, ja, han var perfekt
set ude fra. Men når vi var alene og bølgerne gik
højt, og han følte, at han ikke længere kunne
se sig ud af det, så kom der en hånd flyvende gennem
luften.
En dag, da jeg var alene med hans søster i deres hus, sad
vi og snakkede om lidt af hvert, som vi altid gjorde. (Jeg havde et
meget tæt forhold til min svigerfamilie). Og pludselig sagde
hun "Jeg ved, hvad der foregår. I er så forpulede
perfekte sammen ud ad til, men jeg ved, hvad der foregår bag
de lukkede døre, når I er selv! Det kan godt
være, at det er min bror, du er sammen med, men du bliver
nødt til at sige stop nu! Det er kommet for langt ud, stop
det nu før det er for sent." Det hun sagde fik mig til at
indse, at det var der forholdet skulle slutte. Så da min
kæreste kom hjem satte jeg mig ned med ham og forklarede ham,
at jeg virkeligt ikke havde det godt med alt det der skete, at jeg
elskede ham, men at det ikke kunne fortsætte på den
måde. Jeg gav ham den halskæde og den ring jeg fik af
ham tilbage og sagde "Jeg kan ikke bære det mere, jeg elsker
dig, men det er slut nu. Tak for alt." og så kyssede jeg ham
en sidste gang, tog mine ting og kiggede på ham og gik.
Det var det hårdeste jeg nogensinde har gjort, men det var
også det bedste for mig! At gå fra ham mens han sad der
fuldstændig knust over, at det var slut, var hårdt, og
mest af alt havde jeg lyst til at springe tilbage til ham, men jeg
gjorde det ikke.
Den efterfølgende periode var det største helvede,
ingen vidste hvad der var sket. Jeg fortalte ikke til nogen, hvad
der var foregået bag faceden, fordi jeg ikke ønskede,
at de skulle se på min kæreste, som var han et svin,
for uanset hvad så elskede jeg ham jo. Jeg kom videre, det
tog sin tid, men jeg klarede mig igennem det. Skrev mine tanker
ned, græd, løb ufatteligt mange ture, trænede
håndbold som en sindssyg for at få ham ud af
hovedet.
Alt det skete for 3½ år siden. Og først nu,
hvor jeg er sammen med en anden, har jeg rent faktisk åbent
op og fortalt, hvad der skete dengang vennekredsens hr. og fru
Danmark slog op. Alle har siddet i chok over det, når de fik
at vide, hvad der var sket. Men jeg er kommet videre, det er han
desværre ikke. Jeg mødte hans søster for 3
måneder siden, hun fortalte mig, at ringen og halskæden
har han stadig. Det ligger i hans pung, han har det med overalt!
Han har ikke været sammen med nogen siden jeg gik fra ham.
Men jeg ved, at jeg skal ikke tilbage til ham, jeg har lært
at sige fra, og jeg gør det!
Pige, 18 år