Da jeg var 14 år var jeg i et meget voldeligt forhold,
hele forholdet gik faktisk ud på at den ene af os skulle
være stærkest. Det hele startede allerede da vi havde
været sammen en uge, hvor jeg afslog at vi skulle være
sammen om aftenen, fordi jeg havde en veninde der havde det skidt,
og havde brug for at snakke.. Der fik jeg en lussing - det gjorde
mig utrolig sur. Jeg sagde til min kæreste at han aldrig
skulle slå mig igen, og hvis han gjorde slog jeg ham.
Så gik jeg.
Jeg var rigtig sur, og rystet. Han virkede jo rigtig sød.
Jeg sagde ikke noget til min veninde om det, fordi jeg var flov.
Rigtig flov. Jeg tænkte også at det nok ikke skete
igen, at det bare var denne ene gang. Men jeg blev bange, ikke for
ham som sådan, ikke for at være alene med ham, men
bange for at han en dag ville slå mig så det kunne ses.
Dagen efter havde vi et kæmpe skænderi, fordi han mente
at han var den eneste der måtte sige fra. Han mente at han
altid skulle bestemme om vi skulle være sammen eller ej - jeg
skulle bare makke ret. Der slog han mig igen, denne gang var det
ikke bare en lussing, det var en knytnæve i hovedet, der
resulterede i at jeg fik et blåt øje.
I det øjeblik han slog mig slog det klik for mig, og jeg
begyndte at tæve løs på ham. Det var egentlig
det der udløste at det hele blev voldeligt. Da det gik op
for mig hvad jeg havde gang i, blev jeg chokeret over at jeg kunne
gøre sådan noget - jeg havde jo altid hadet folk der
slog, og nu stod jeg og kiggede på min kæreste der var
et par år ældre end mig, meget fysisk større end
mig, han lå på gulvet og græd og bad mig om at
holde op. Jeg skyndte mig væk, jeg vidste ikke hvad jeg
skulle sige eller gøre. Dagen efter snakkede vi som om intet
var hændt, men vi kendte hinanden så godt at vi vidste
det sad inde i os som en angst. I lang tid slog vi på
hinanden når der var noget der ikke passede os. Vi rendte
begge ofte rundt med blå mærker som resultatet af at vi
ikke snakkede sammen. Hver gang der var et problem slog vi os ud af
det - den stærkeste fik ret. Det var traumatisk. Vores venner
lagde hurtigt mærke til det, snakkede med os og
prøvede at få os til at forstå alvoren i det.
Jeg har ikke tal på alle de gange jeg er blevet bedt om at
genoverveje forholdet, se om det virkelig var det værd. Om
jeg var klar til at øddelægge så meget, bare
på at have en kæreste. Det var jeg ikke, men inderst
inde turde jeg ikke sige til ham at jeg ikke gad det mere.
Jeg prøvede at bilde mine venner ind at det ikke var sket
mere end en gang, og at det ikke ville ske igen. Men de vidste godt
det var løgn. De ventede bare på at det skulle
gå op for mig, men var stadig klar til at støtte mig
når det var galt, når vi havde været oppe at
slås stod de klar med åbne arme og trøstede
mig.. Da vi havde været sammen i næsten 5 måneder
kunne vi ikke længere fordrage hinanden, men ingen af os var
klar til at gøre det forbi, fordi vi begge var bange for at
få tæsk af den anden.
På det tidspunkt havde jeg i en periode snakket rigtig
meget med min bedste veninde om det, der sagde at det ikke var det
værd, når jeg altid havde det så skidt. Jeg
begyndte så langsomt at forstå hvad mine venner mente -
men det tog tid. Selvom der var gået næsten 5
måneder hvor jeg konstant havde været ked at det, og
ikke duede til noget som helst, hang mine venner i, og blev ved med
at støtte mig, og prøve at hjælpe mig. Det gik
langsomt op for mig at det her altså skulle slutte, inden det
ødelagde resten af mit liv.
En aften gik jeg over til ham, for at snakke med ham om det, og
for at se om vi kunne slutte det på en fornuftig måde.
Da jeg kom ind på hans værelse sad han og græd,
en af hans nærmeste slægtninge var død. Jeg
kunne ikke få mig selv til at gøre det forbi der, jeg
ville gerne prøve at støtte ham gennem sorgen. Men da
jeg lagde armene om ham for at trøste ham, slog han mig
så hårdt i maven, at jeg ikke kunne forsvare mig selv.
Jeg faldt til gulvet, og da jeg kiggede op igen var han væk.
Jeg orkede ikke at lede efter ham, egentlig gad jeg heller ikke..
Han ville jo ikke modtage min hjælp - så jeg mente det
var hans egen skyld. Jeg tog hjem, og kontaktede nogle af mine
nærmeste venner for at få et råd. De sagde alle
at jeg burde sige til ham at det var slut. Og det ville jeg
gøre... Ordene ''det er slut'' blev egentlig aldrig brugt,
da vi den samme aften skændes over SMS, vi skrev utrolig
mange grimme ting og trusler til hinanden, og vidste begge to at
det var slut nu. Vi skrev med hinanden i et par dage, hvor vi blev
ved med at skrive grimme ting til hinanden.. Men det var slut! Det
var sådan en lettelse, selvom vi ikke kunne se hinanden i
øjnene. Vi kunne ikke være i det samme lokale eller
noget som helst.
Vi kom egentlig aldrig rigtig videre, vi flygtede bare fra det.
Efter 1½ år, hvor vi ikke havde snakket sammen, og kun
set på hinanden et par enkelte gange med had i øjnene,
tvang en af vores fælles venner os til at snakke sammen. Hun
kunne ikke klare at høre på os brokke os over hinanden
mere. Vi snakkede sammen i et par timer, hvor vi blev enige om at
lægge striden til side. Vi behøvede ikke være
venner, vi skulle bare ikke bruge tid på at gå og hade
hinanden.
Jeg vil helst glemme at jeg nogensinde var i et forhold som det
- men det kan jeg ikke. Det kan godt være det er gemt
væk, men det er ikke glemt. Den eneste måde jeg kunne
komme videre efter forholdet var slut, var gennem mit enorme had
til ham, der gjorde at der ikke gik ret lang tid inden jeg kastede
mig ud i et andet forhold. Heldigvis var det en nær ven, der
vidste hvad jeg kom fra og havde været igennem, der viste mig
at ikke alle drenge er idioter.. Det var i hvert fald det jeg
så i starten af forholdet. Det kan godt være at der
ikke var vold i det forhold, men der var spydigheder - der absolut
ikke blev slynget ud for sjov.
Det eneste jeg har lært af den slags forhold er at man
skal sætte grænser fra dag 1. Fra før
første gang der sker noget, skal man gøre det
tydeligt at man ikke finder sig i at blive slået på, at
man ikke finder sig i at blive kørt psykisk terror
på.. Så har det også straffet mig at jeg havde de
forhold - jeg kan den dag i dag ikke binde mig til nogen, jeg kan
ikke gå ud og møde nye mennesker, fordi jeg har en
angst for at de alle sammen er ens.
Pige, 16 år