Hej jeg vil nu fortælle om min historie.
Det hele startede da jeg gik i 7 klasse, og var blevet rigtig vild
med en fyr fra 9, og sommeren op til jeg skulle begynde i 7 klasse
blev vi kærester og det gik rigtig godt i et halvt år,
men så begyndte han at bestemme meget over mig,( det skal
siges inden jeg mødte ham, var jeg en utrolig glad pige som
havde meget selvtilighed, og gjorde meget ud af mig selv). Han
begyndte først og fremmest at jeg ikke måtte skrive
med andre drenge og jeg tænkte jo ikke over at det var
så slemt så det stoppede jeg med. Han begyndte at
gå videre og videre, han begyndte nu at bestemme at jeg
hverken måtte gå med make up eller stramt tøj,
jeg måtte ikke en gang rede mit hår. Jeg fandt mig i
det fordi jeg jo var så forelsket, men det udviklede sig til
at vi en dag jo var oppe og skændes fordi jeg havde redt mit
hår og så skete det, han slog mig lige i hoved, og
bagefter græd han og sagde undskyld og at det aldrig skulle
ske igen. Men han løj. flere gange slog han mig og kaldte
mig luder , og en gang gav han mig også penge efter vi havde
vært i seng sammen. Jeg var overhoved ikke den samme pige som
jeg var før, alle i klassen ville ikke snakke med mig fordi
jeg var begyndt at ligne en junkie, og alle troede jeg var på
stoffer. Men jeg blev ved med at holde fat i ham selvom jeg nu
kunne mærke jeg ikke viste hvem jeg længere var. Jeg
fandt mig i at blive slået hver dag. Og det blev værre
og værre, og hans forældre greb aldrig ind selvom de
kunne hører det. Men så kom dagen hvor jeg sagde jeg
ikke ville finde mig i det mere. Han blev knust. men på dette
tidspunkt var jeg følelsesløs, jeg var bare et tomt
hylster. Men så snart jeg var på vej ud af døren
var det han tog fat i mig og virkelig gjorde grimme ting så
jeg ikke kunne gå. Jeg lå i 2 timer bevist løs
på hans gulv, og imens jeg lå der tænkte jeg nu
er det nu jeg skal smutte hvis jeg skal overleve, så jeg
rejste mig besværligt og løb hele vejen hjem. Efter
den dag tog jeg mig sammen til at skrive til ham at vi ikke skulle
være sammen mere og han aldrig skulle kontakte mig. Jeg
afleverede ALLE hans ting og de billeder jeg havde af os, dagen
efter hvor min far kørte mig ud til ham. Jeg fik aldrig mine
ting igen men det er kun godt fordi så skal jeg ikke
tænke på ham mere. Men jeg gik med det i lang tid for
mig selv og ville intet sige, og det ødelagde mig bare mere
af jeg endte ude i et skidt miljø, og her efter 2 år
har jeg først kommet og bedt om hjælp. Jeg gik til min
sundhedsplejseke og fortalte hende alt, og jeg græd og lagde
først mærke til den gang hvor meget han havde
ødelagt mig. Men hun fik aftalt med mig at hun ville holde
en samtale med mig og min mor så min mor kunne få det
at vide. og jeg skulle til psykolog, og den dag i dag har jeg det
meget bedre end jeg havde før. Jeg er endelig begyndt at
komme videre i mit liv, og ser fremad. Det eneste jeg fortryder var
at jeg ikke meldte det den gang, fordi han stadig den dag i dag
følger efter mig og har ingen bevis på at han slog mig
den gang så kan ikke få tilbagehold. Så mit
råd er hvis i mærke det mindste at han vil ændre
jer så skynd jer væk, fordi de vil kun
ødelægge jeres liv.
Pige, 16 år.