Jeg har været kæreste med en fyr som var så
sygelig jaloux at det udmundede i vold. Han var kontrollerende,
besidderisk og meget mistænksom over for alt jeg foretog mig.
Han isolerede mig fra familie og venner, spærrede mig inde,
slog / skubbede og sparkede mig, så jeg konstant var gul og
blå fra brystet og ned, truede med selvmord, truede mig med
knive og bælter, tog kvælertag på mig,
forsøgte at kvæle mig med en pude, ødelagde
mine ting, og mente selvfølgelig han havde alt ret til det
og det var for mit eget bedste.
Jeg turde ikke forlade ham da han flere gange havde truet med at
forfølge mig eller min familie og jo længere tid man
er sammen med sådan én jo mere tror man på hvad
han siger. Man tænker ikke rationelt fordi man er utrolig
bange!!
En af de sjældne dage hvor en af mine tidligere veninder
fik lov at komme på besøg hos os, opdager hun
tilfældigvis et blåt mærke jeg havde på
hø. overarm fordi jeg skiftede bluse og spørger ind
til hvad der er sket. Først ville jeg ikke indrømme
det, men fordi hun spurgte direkte om han slog mig svarede jeg ja.
I smug begynder hun at hjælpe mig med at komme ud af
forholdet. Hun giver mig bl.a en nøgle til hendes lejlighed
så jeg altid kan dukke op der (dag og nat - det skal lige
siges hun bor 2 timers kørsel væk med tog), og hun
giver mig nogle måder vi kan kontakte hinanden på
så han ikke fatter mistanke om at hun ved besked om hvad han
går og gør.
I skjul begynder jeg at pakke en taske med de vigtigste ting
såsom telefon, nøgler og penge og lidt tøj. Jeg
vidste godt det var et usundt forhold og at jeg skulle ud af det.
Dagen hvor jeg løber fra ham kommer han efter mig, men da
jeg truer med at skrige og sige at hvis han rører mig igen
så er der beviser, stopper han op længe nok til jeg
kommer væk. Jeg tager i første omgang hjem til min
veninde og dagen efter til min familie der hjalp mig.
Jeg fik lavet en lægeerklæring og dokumenteret
beviserne og gik herefter til politiet. Jeg fik nyt tlf. nummer
(hemmeligt) og hemmelig adresse. Det eneste jeg har fra den gang er
min mail adresse hvor han engang imellem stadig sender små
beskeder. Jeg burde nok ændre den også, men i sin tid
var jeg simpelthen så sur over at et andet menneske var skyld
i at jeg skulle ændre hele MIT liv når det var ham der
var den dumme.
Jeg er kommet videre efter forholdet med stor støtte fra
alle de gamle venner og veninder og min familie, jeg er også
nået til den erkendelse at det ikke nytter noget at opfatte
sig selv som "offer" for så går man altid rundt og er
bange så jeg er ikke længere et offer. Jeg føler
mig meget stærkere nu og kan virkelig sige fra og ved hvad
jeg vil finde mig i!!
Men et godt råd er at, hvis man er i et voldigt forhold,
så gå til en eller anden man føler sig tryg ved
og FORTÆL hvordan du har det... det er IKKE flovt for dig -
kun for ham som er så svag han bruger vold!
Pige, 23 år