Jeg var 19 år, det samme var min daværende kæreste. Vi havde været sammen i 3 måneders tid, da jeg flyttede ind hos ham. Det var langt fra den by jeg boede i før, så jeg havde nærmest givet afkald på alle mine venner derhjemme, og kendte ingen det nye sted.

Alle mine venner havde godt nok sagt at jeg ikke skulle flytte ind hos ham, men jeg var jo blind af kærlighed. Der gik ikke mere end 1 måneds tid, før han begyndte at sidde og drikke øl hver dag og andre ting, og det resulterede i at bare jeg sagde det mindste, og hvis jeg f.eks ikke lige havde fået taget opvasken eller sådan noget, så slog han mig, råbte af mig. Og jeg skyndte mig ind i soveværelset og lagde mig i min seng. Men dagen efter var han jo åhhh så sød ved mig igen, lige indtil han drak nogle øl igen, så var det bare det samme om og om igen. Det stod på i et halvt års tid. Jeg var så bange. Jeg turde ikke gå fra ham. Jeg turde ikke fortælle nogen om hvad der skete.

Så et par weekender i træk var jeg hjemme i den by jeg boede i før og besøge min bedste ven, og han sagde så til mig: Nu kører vi ned og pakker dine vigtigste ting, og så kommer du med her hjem til mig. Så det gjorde vi, og weekenden efter hentede min mor, hendes kæreste, min bedste ven og jeg resten af mine ting. (Heldigvis var han ikke hjemme da vi hentede dem).

Men jeg har været min ven evig taknemmelig for at han kunne se på mig der var noget galt, og hjalp mig, ellers var jeg nok stadig hos den kæreste endnu.

Det var svært at begynde et forhold til en ny, var så bange for at det skulle ske igen. Men heldigvis fandt jeg den sødeste kæreste (min bedste ven's storebror), og ham er jeg stadig sammen med. Var meget bange i starten, men det hjalp at jeg fortalte min nye kæreste min historie, så kunne han forstå hvorfor jeg var så forsigtig med alt hvad jeg sagde og gjorde.
Håber det kan hjælpe andre. Søg hjælp hos venner eller familie.

Kærlig hilsen, den nu meget lykkelige pige

Pige, 21 år