Min kæreste og jeg har været sammen i snart halvandet år. Vi er virkelig glade for hinanden, men vi har også vores nedture.

Desværre er det mest mig, der er agressiv. Det begyndte med hans ekskæreste, jeg syntes ikke, at det var ok, at han stadig talte med hende. Vi havde kun været sammen en måned, så det er ikke passende at bestemme overfor sin kæreste således. Det er det ikke på noget tidspunkt. Men jeg blev bare mere og mere sur for hver gang, fordi de var jo gode venner, og de talte tit sammen. Han snakkede tit i telefonen med hende, oven i købet foran mig. Jeg følte mig krænket og ydmyget, fordi jeg følte at han nedgjorde mig, men det var både foran vennerne og derhjemme. En gang så han hende bag min ryg, mens jeg var på påskeferie, og jeg blev virkelig gal. Jeg er meget jaloux, og jeg indrømmer det gerne. Det endte med, at han holdt op med at se hende, pga. mig, og jeg føler mig dårligt tilpas meget tit. Dog skal det lige siges, at hun stadig elskede ham, og forsøgte at få ham tilbage på mange måder.
Jeg stolede ikke på ham, og et forhold skal være bygget på sandheden, man skal kunne stole på hinanden. Det er mit problem.

Desuden har jeg rigtig mange drengevenner, de er mine bedste venner de fleste af dem, og jeg elsker at være sammen med dem, og min kæreste kan også godt lide dem. Men når han er sammen med piger, går jeg amok.
Han har det ok med, at jeg er sammen med andre drenge til fest, eller derhjemme, fordi HAN stoler på mig. Jeg bliver så jaloux, og så sur, hvis jeg ser billeder af ham sammen med nogle piger, mens der er mange billeder af mig sammen med nogle drengevenner. Jeg begynder at hade mig selv, for det jeg gør imod ham, og syntes at det er respektløs overfor ham.
Flere gange har vi næsten slået op på grund af sådan nogle problemer, og når det er ham der foreslår det, begynder jeg at græde, og siger, at jeg nok skal ændre mig. Men det er jo bare det samme, om og om igen. Jeg har altid været sådan overfor mine kærester, jeg har været meget glad for. Det vil sige 2, og den første slog op med mig efter 1 år og 6 måneder pga. min attitude overfor ham: Jeg var egoistisk. Jeg blev sur, når han ikke kunne se mig, ville have han skulle ringe til mig, blev vred over han ikke ringede til mig eller ikke sendte nogen sms til mig. Jeg var nede og røre bunden, og jeg havde fortjent det. Jeg var virkelig en idiot, det der var mit, måtte INGEN røre ved, selv ikke deres venner! Det er det samme med min nuværende kæreste, men jeg må have ændret mig lidt, fordi vi skændes ikke så tit, som jeg gjorde med eks'en.

I sommerferien var vi nede syd på, sammen med min kærestes fætter. Vi begyndte at skændes, og begyndte faktisk at slå hinanden. Det var MIG der begyndte det. Ikke hårdt, ikke en knytnæve eller noget, men nogle ordentlige lussinger, og han kunne ikke gøre andet, end at beskytte sig selv, indtil han slog igen, ikke hårdt, bare så jeg ville holde op. Det gjorde jeg så, men jeg blev sur på ham, pga. det. Han slog ikke hårdt eller noget, men jeg efterlod nogle tydelige røde mærker, som gik væk igen, jeg skal jo indrømme, at jeg er en lille pige med ikke store kræfter. Men efter den episode, syntes jeg, at jeg var ALT for meget.
Nu har vi det godt sammen, vi skændes næsten aldrig, og når vi gør, er det pga. noget seriøst. Men det varer aldrig længe. Jeg er meget forelsket i ham, men min opførsel var absolut uacceptabel.

Pige, 17 år.