Jeg er en ung kvinde på 21 år. For snart et år
siden gjorde jeg det forbi med min daværende kæreste -
en beslutning jeg aldrig vil fortryde. Min historie vil umiddelbart
ikke virke så lamslående, som mange af de andre pigers.
Jeg har dog alligevel valgt at fortælle om mine oplevelser
med en ekskæreste, som havde et fast greb om min person pga.
hans psykiske vold.
Jeg mødte min daværende kæreste for tre år
siden, hvor vi i lang tid havde et rigtigt dejligt forhold. Han var
i militæret, så det første halve års tid
var han meget væk, men da han sluttede i militæret,
flyttede vi sammen. Og det var her, det hele begyndte. Det begyndte
med, at han forbød mig at ryge. Man kan selvfølgelig
argumentere for, at det var et sundt og klogt forbud, men når
det på den måde bliver trukket ned over hovedet
på en, så har det ofte bare den modsatte effekt,
hvilket det havde i min situation. Jeg røg tit og ofte i
smug for at opnå en følelse af, at han ikke skulle
tro, at jeg bare ville holde, fordi han sagde det. Langsomt
udviklede det sig til, at han blev jaloux, når jeg skulle
være sammen med andre - især hvis han vidste, at der
ville være andre fyre tilstede. Han hadede, når jeg
skulle i byen, og når jeg fandt mit flotte tøj frem og
satte håret pænt. Han var sikker på, at det var
for alle de andre fyres skyld, at jeg skulle være så
"lækker". Når jeg så kom hjem fra en fest eller
lignende, så skulle jeg udspørges fuldtsændigt.
"Hvem var der?" "Røg du?" "Snakkede du med ham?" "Hvem sad
du ved siden af" osv. Nogle gange tog jeg mig selv i at lyve - for
at skåne mig selv for en masse skuffelse fra hans side. Vores
forhold var altså til sidst baseret på hans overdrevet
jalousi og mine løgne. Og det sled på mig. Jeg havde
konstant en følelse af, at jeg ikke var god nok, og at det
var mig, der handlede forkert.
Jeg har altid været en meget frisk og social pige, som elsker
at være sammen med en masse mennesker. Men den pige kunne jeg
slet ikke genkende længere. Jeg følte mig låst
fast i en rolle, som jeg slet ikke følte mig tilpas i. En
rolle styret af min daværende kæreste. Så jeg fik
nok. Fra den ene dag til den anden tog jeg mig mod til at slutte
forholdet. Flyttede en uge efter. Bruddet var desværre heller
ikke af pæn karakter, da han følte sig
hævntørstig og derfor ikke ville gå med til at
give mig de ting, som jeg havde krav på. Men min familie var
der for mig, og de støttede mig hele vejen igennem.
Ikke mindre end en uge efter var jeg 100% klar over, at det var den
bedste beslutning, jeg nogensinde havde truffet. Følte mig
så lettet og FRI. Ingen skal nogensinde kontrollere mig igen,
aldrig. Jeg er helt klar over, at et forhold også indeholder
en lang række kompromisser, men hvis ikke der er plads til,
at man kan være sig selv, så er det ikke det
værd!
Pige, 21 år