Det der gjorde at jeg fik nok var at han konstant ringede når jeg var hos min bedste ven (en dreng) og da vi kun kunne ses i weekenderne begyndte han at se andre piger hvilket jeg ikke brød mig om og jeg sagde det til ham. Efter lidt tid begyndte han igen. Når vi så endelig var sammen havde vi meget sex, nærmest konstant og kun når han ville. Mine behov belv totalt tilsidestillet, men jeg tænkte at han var den eneste der kunne elske mig og så kunne jeg nok godt lige klare det. Han gav mig også den selvværd ( i starten af forholdet) som andre (klassekammerater, folk i skolen) havde pillet helt ned.

Til sidst kunne jeg ikke mere, jeg var knækket rent mentalt og det fik mig til at ringe til ham (jeg boede på fyn og han på sjælland) og sagde at jeg var nødt til at gøre det forbi. Han prøvede efter 10 minutter at få mig ind i forholdet igen men min mor støttede mig i at sige nej til ham.

Jeg fik ikke støtte fra nogen fordi jeg holdt det i mig selv, jeg var blevet krænket så meget at jeg ikke kunne sige det til nogen, desuden havde jeg mistet stort set alle mine venner (har flest drengevenner) og jeg følte ikke at jeg kunne sige til mine forældre hvad der var hændt mig i det forhold (forholdet varede 8 måneder).

Der gik to år før jeg kunne begynde at sige lidt om det, åbne mig igen og få lidt selvtillid, jeg har også talt med min mor om at der var sket noget der ikke var så godt og nu kan jeg helt åbent fortælle min historie og jeg gør det hellere end gerne fordi at smerten stadig sidder i mig og til tider når jeg er sammen med min nuværende kæreste kommer det skyllende over mig som en bølge. (han er dog forstående og har virkelig hjulpet mig meget)

Desuden vil jeg gerne understrege at man IKKE kan gå fra et forhold med vold af den ene eller anden slags og tro at man kan håndtere det hele selv, for det kan man bare ikke. for guds skyld og din egen tal med nogen, eller skriv det ned og bearbejd det.

Pige, 16 år