Da jeg fyldte 17 flyttede jeg direkte sammen med min
kæreste. Vi havde været sammen siden vi mødte
hinanden i slutningen af 8. klasse. Jeg troede han var den eneste
ene, og alt jeg gjorde handlede om ham. Men da vi flyttede sammen
gik det helt galt. Han begyndte at vælge hvilket tøj
jeg skulle have på, og han forbød mig at se nogle af
mine veninder, eller drenge venner. Han var konstant på vagt,
hvis jeg åbnede døren, eller talte i telefon ville han
vide hvem det var. Og ofte troede han ikke på mig.
Han fortalte mig altid hvor nytteløs jeg var, og at det
eneste jeg kunne bruges til var sex. Ville jeg ikke, tvang han mig,
eller truede mig med alverdens ting. Så ville han myrde mig,
eller også ville han finde min Søster der på det
tidspunkt gik i 6. klasse, og banke hende.
Først troede jeg at han bare elskede mig så
højt at han ville have mig for sig selv, men da han bad mig
droppe ud af gymnasiet, og sige mit job op sagde jeg ham imod. Det
var første gang han slog mig. Han slog, og slog indtil jeg
tiggede ham om at stoppe, og fortalte ham at jeg
selvfølgelig ville gøre hvad han sagde.
Efter den episode slog han mig ofte, og altid uden nogen
synderlig stor grund. Enten havde jeg glemt at vaske hans
tøj, eller havde ikke maden klar til ham når han kom
hjem. Han forbød mig at se min familie, og tvang mig til at
flytte med ham til København, fra Odense.
Jeg blev gravid, og forsøgte at holde det hemmeligt, men
efter fire måneder opdagede han det, og spurgte mig hvorfor
jeg aldrig gik i stramme bluser mere. Jeg tilstod, og
fortrød med det samme. Han gennembankede mig, og det hele
endte i en spontan abort midt på vores stuegulv. Da han
så blodet efterlod han mig på gulvet, og forsvandt.
Jeg ringede til skadestuen, og fortalte dem at jeg troede jeg
havde fået en abort. Efter få timer sad jeg foran en
læge der ikke ville lade mig gå før jeg fortalte
ham hvorfor jeg havde aborteret. Han troede ikke på mig da
jeg sagde jeg var faldet over mine egne ben. Jeg kan
stadigvæk huske det han sagde til mig. "Man får ikke
så mange blå mærker ved at falde. Slår han
dig?"
Jeg brød sammen, og tilstod. Men jeg havde så
dårlig samvittighed over at jeg havde sladret om min
kæreste. Jeg elskede ham jo, han var den eneste der tog sig
en smule af mig. Lægen lod mig gå, efter at have
snakket med mig. Jeg gik tilbage til lejligheden, og låste
mig ind. Han var ikke hjemme, og der var stadigvæk spor af
blod på gulvet.
Jeg levede i frygt den næste uge, og en dag blev
døren næsten sparket ind, og min kæreste
væltede ind. Han var fuld og skæv, og råbte op om
at jeg var en billig luder der havde forladt ham til fordel for mit
barns far. han begyndte at skubbe til mig, og forsøgte at
rykke mit tøj i stykker. Han var så påvirket at
jeg fik ham skubbet fra mig, og stak af. Jeg ledte efter det
kvindehjem min Læge havde fortalt om, og jeg fandt det. Der
boede jeg i et par måneder imens min kæreste blev
politianmeldt, og fik en dom for vold. Den dag han blev sat i
fængsel flyttede jeg hjem til min Mor i Odense.
Idag et år efter jeg så min kæreste for sidste
gang er jeg igang med at udanne mig som lærer. Jeg fik lov at
starte i 2.g igen efter at have fortalt skolen min historie. Jeg
håber at andre piger i voldelige forhold kan lære at
min historie.
Pige, 20 år