Mig og min familie flyttede da jeg var 16 igen for 5 gang, jeg
begyndte på min uddannelse og begyndte så småt at
falde til. Der gik ikke mere end en månede før min mor
besluttede sig for at flytte tilbage til sin ex. Jeg stod tilbage i
byen og måtte bo hos min bror et stykke tid og det passede
mig helt fint. Jeg var faldet godt til på min uddannelse og
fik en rigtig sød veninde "julie" (for at holde navne
anonyme). Julie og mig begyndte at gå til fester osv. og en
aften inviteret hun mig ind i midtbyen for at møde hendes
kammerat der skulle være åh så sød.
Han var charmerende, sød og dejlig, jeg havde et godt
øje til ham. Da mig og julie så kom hjem, begyndte jeg
at spørge lidt ind til ham for at få lidt af vide hva
han var for en. Hun fortalte mig at han var elektrikker og at han
var 24 og havde boet selv siden han var 15. pga den samme
situration jeg stod i, (vi begyndre at komme sammen på min 17
års fødselsdag. )
Senere hen fandt jeg så ud af hun bare sagde det han ville
have hende til at sige. Jeg blev dybt forelsker i ham og vi fik et
rigtig godt forhold og det var bare lykken. Han forslog at jeg
kunne flytte op til ham da min storebror og mig kom lidt på
nerverne af hinanden som søskende nu engang gør, og
det ville jeg da mægtig gerne. Vi flyttede sammen og alt var
fint indtil jeg fandt ud af at han havde løjet for mig.
Da jeg flyttede der op havde han ferie og skulle ikke på
arbejde, han havde en månedes ferie hvilket var naturligt da
han havde "sparet" det sammen. Men da han så skulle begynde
igen, fandt han pludselig det store militærgrej frem. jeg
spørger ind til det hos hans venner og veninder og de
fortæller mig at han havde været udsendt et års
tid, men mere ville de ikke fortælle mig.
Han begyndte at vågne om natten badet ind i sved og
begyndte at skrige og det rørte sig helt ind i min rygrad
når han gjorde, jeg blev bange og følte mig
magtesløs. Så begyndte vores skænderier en efter
en. Når han blev sur slog han i ting, kaldte mig navne og
kørte på hvordan jeg ikke kunne tage vare på mig
selv. Han blev mere og mere indelukket og begyndre så
småt at komme for forskellige trækninger som gjorde mig
bange, når han hævede stemme prøvede han at tage
fat i den pistol som plejede at være der mens han var
udsendt. Han begyndte at slå i søvne men
desværre på mig fordi jeg var jo "fjenden". Om morgnen
fortalte ham mig altid hvor ked af det han var og det ikke var
meningen, han kan bare ikke kontrolere det.
Der gik noget tid hvor vi havde det fint, så begyndte han
på hans online spil som gjorde det hele meget værre.
når jeg afbrød ham ved fx "jeg skal ned og handle er
der noget du ellers står og mangler som jeg skal købe
med?" Så begyndte han at råbe og skrige og køre
psykisk terror på mig. Han slog og smadrede ting ved siden af
mit hovede og jeg faldt sammen som en lille forskramt hund. Igen
kom han med de hundeøjne og fortalte mig han var så
ked af det, og jeg der var så ung og naiv troede på
ham.
Til sidst fik jeg nok og begyndte at pakke mine ting da han var
på øvelse. Han havde fået det at vide af en jeg
troede var en god veninde men hun ville jo kun det "bedste" for os.
Han tog hjem fra øvelsen med den undskyldning at jeg var
blevet meget syg og var blevet indlagt. Han brasede ind af
døren og flået mit tøj ud af mine tasker og
begyndte at ligge det tilbage i skuffer og skabe. Ikke så
meget som et ord blev der sagt mens han "ordnede" mine ting for mig
igen. jeg græd og rystede og begyndte at gå ud til
hovede døren. Jeg har aldrig set en person løbe
så hurtigt, jeg begyndte at løbe men han nåede
døren før mig, plantede hans hånd med et
smæk på døren så den lukkede i med et
brag. Han kiggede truende på mig og spurgte jeg skulle
hen?
Jeg kiggede fortvivlet og sank ned i knæ for ikke at kigge
i hans øjne, hans blik skramte mig fra vid og sans, men
heldigvis kom en og bankede på døren. Han åbende
og smilede og jeg stod med tårer ned af begge kinder.
Personen kiggede på mig og spurgte hvad der var galt og han
svarede "Ej det mest forfærdelige er sket, hendes mor er
blevet syg så hun er helt ude af den". Jeg sagde at det ikke
var det der stod til og personen kiggede endnu mere underligt
på mig da personen kunne se hvor bange jeg var. Han sagde at
vi var ved at pakke for at tage ned til min mor da personen stille
stak hovede ind af døren. Han sagde at vi ikke havde tid
lige nu da vi skulle skynde os og personen gik. Han smækkende
døren endnu en gang og vente sig med vrede i mod mig.
Jeg skyndte mig at vende mig rundt og gik ud på toilettet og
låste døren. han råbte og srkeg, slog og
sparkede på døren mens jeg var krøllet helt
sammen og i den anden ende af rummet, jeg rystede og følte
mig hjælpeløs. Han truede mig med diverse ting og
sager "Du kan jo ikke leve uden mig" - "du er håbløs,
du kan ikke klare dig selv" - "Du har ikke andre end mig" -
"Går du ud af den dør, føre det til
konsikvenser du ikke engang kan drømme om". Jeg græd
mere og mere men holdt op da jeg hørte der blev helt stille.
Men så kom det, han smadrede døren ind, og gik hen i
mod mig. Jeg tog chancen og kravlede imellem hans ben, men det var
et dumt dumt træk. Han greb fat i mit ben og hev mig tilbage,
kiggede på mig med en hævede hånd og jeg begyndte
at ryste. Personen fra før var blevet i opgangen og havde
hørt det meste, men da jeg græd højlydt at han
ikke måtte slå, stormede personen ind og fik ham lagt
ned. Personen bad mig løbe ned til døren i opgangen
og hente hans kammerater der stod uden for. jeg hentede dem op og
de holdte ham fast mens mig og den anden begyndte at pakke mine
ting. Jeg nåede der fra men er stadig i dag bange for at han
finder mig, jeg har skiftet nummer en milion gange og flyttede igen
3 gange.
- Personen kendte jeg ikke engang, han var en ven af vores overbo
men da han havde hør mig græde højlydt og
døren smække ville han ned og tjekke og jeg takker gud
hver et sekundt for at have sendt ham som min frelse. Jeg
tør ikke tænkte på havde der kunne have
været sket uden ham. Jeg var bange, naiv og blind af
kærlighed.
Begyndt at pakke dine ting når hans personlighed
ændres, det er mit råd.. Ha altid din telefon på
dig og en hurtig knap til 112.
jeg var udsat for terror fysisk i mindre grad, men psykisk som
det meste i et år med den fyr. Men det er nok til at
knække dig sammen. Min tiltro til min nye partner er stadig
ikke den bedste, jeg har forklaret ham hvad der er sket og han
acceptere min beslutning om at holde en hvis afstand til tider og
er virkelig forstående.
- Pas på dig selv og din krop, med det samme dine venner
eller familie giver dig hints LYT til dem! Det er for dit eget
bedste, de ved somregl mere end dig da de står ude fra og
kigger ind og opfanger ting som du ikke gør mens du er
opslugt af kærlighed!
Pige, 18 år