Hej allesammen
Min første kæreste fik jeg som 18 årig. Han
var 5 år ældre og simpelthen noget af det
sødeste. Hans vennekreds var dog meget modsat min egen, dvs.
stoffer, rockere osv..
Jeg tilkendegav med det samme at han blev nødt til at
vælge imellem mig og stofferne, da det ikke skulle være
en del af mit liv. Dette ville vise sig at blive et
tilbageværende problem i forholdet.
Efter en 3 mdr. tid var vi til en fest hos mine venner, og alle
komplementerede at vi var så søde sammen. På et
tidpunkt går vi ind på et værelse, og kysser
lidt, pludselig bider han mig i kinden i sjov/fuldskab. Det
gør oprigtigt ondt, så jeg begynder at græde og
spørger hvorfor og vil ikke modtage et knus. Vi går
udenfor og snakker. Han er helt oppe i det røde felt og jeg
kan ikke kende ham. Dem der har oplevet det, ved hvad jeg mener.
Hans blik er fremmed og jeg kunne ligeså godt være en
hvilken som helst person. Jeg forsøger få kontakt til
ham, men han er helt væk. Da jeg siger at det der det kan jeg
ikke, dvs. slår op. Råber han at det har jeg ventet
på længe, og slår ud i luften i min retning, og
rammer min hånd, så min tlf. bliver smadret ned i
vejen.Efterfølgende stikker han af. Jeg ringer til hans mor,
som henter mig og vi opgiver at finde ham efter en halv times
søgning. Dette var første gang jeg mødte "den
fremmede".
Efter handelsskolen flyttede jeg hjemmefra og ind i hans
lejlighed. På dette tidspunkt har vi haft et par af disse
episoder. Problemet for mig var at han ellers var så
sød. Han holdte virkelig af mig og vi havde det skønt
sammen. Han var min første fyr og jeg blev vel også en
smule afhængig af ham, som der er en tendens til i et
forhold.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg
stolede på ham, bare ikke når han drak, evt. stoffer.
Jeg lærte at høre på hans fodtrin op ad trappen,
om det var en god eller dårlig dag. Hvis det var en skidt
dag, skulle jeg passe på hvad jeg sagde og gjorde. Til tider
kunne det i hele taget være lige meget. Hver gang jeg lige
havde snakket med en veninde og sagt at nu gik det meget bedre og
det var længe siden, ja, så var den sikker weekenden
efter.
Jeg er flere gange blevet hentet af min svigermor, når jeg
reelt ikke turde være sammen med ham. Jeg havde et godt
forhold til min svigermor og savner hende faktisk stadig. Hun
udtalte engang at hvis han ikke kunne behandle mig ordentlig,
så skulle jeg finde en anden...
Den værste episode skete efter han ville lave
forsikringssvindel efter et indbrud. Jeg var meget imod dette, da
det drejede sig om mange penge, og det kunne påvirke min
arbejdssituation. Jeg fik beskeden at hvis jeg blev spurgt,
så havde jeg bare at bekræfte, ellers... Ja, den
måtte jeg selv fuldende. Det endte med at han efter hjemkomst
fra fuldetur flippede helt, jagtede mig rundt om et bord og udtalte
at han havde lyst til at partere mig ligesom Peter Lundin havde
gjort. Jeg flygtede ned af trappen og stod der i opgangen i chok.
Pludselig lød der en stemme og fodtrin "Har du fået
lov til at stå der!!!!" Jeg lød ud barfodet og uden
jakke, det var en kold november aften med sne.
Det var dog først en måned efter at jeg besluttede
at det var nok. Jeg mødte ham, da vi begge skulle hjem fra
byen. Han var rigtig fuld, og da han bestilte mad til at tage med
hjem, kunne jeg se at ekspedienten var meget utryk/bange for ham.
Men jeg turde ikke sige noget til ham. Jeg turde ikke, da jeg var
sikker på han ville vende sig mod mig i stedet. Dette var det
afgørende.
Efter dette begyndte jeg at kigge efter en lejlighed til mig
selv uden at fortælle ham det. Da jeg fortalte ham at jeg
havde fundet en ejerlejlighed (så var jeg sikker på jeg
ikke flyttede tilbage), aftalte vi at vi stadig skulle være
kærester. Jeg kunne ikke overskue at han ikke skulle
være en del af mit liv, så bildte mig selv ind at det
godt kunne lykkes. Dagen inden jeg flyttede råbte og skreg
han igen. Han kunne ikke rigtig magte det og det var vel hans
måde at reagere på... Jeg blev hentet af mine
forældre, som dagen derop hjalp med at flytte ud.
Jeg var helt opløst indeni. Mit liv var slut troede jeg.
Han var alt for mig, og mit liv/minder de sidste 4 år bestod
af ham.
Det der gjorde ondt inden i mig, var at en person der skulle
forestille at holde mere af mig end nogen anden, kunne behandle mig
sådan. En anden ting er at ud af alle de gange han har
behandlet mig som lort, har jeg fået EN undskyldning.
På skrift endda, som jeg har haft gemt indtil for et år
siden, da min nuværende kæreste fandt det, og blev ked
af jeg havde glemt det. Han forstod bare ikke at det ikke handlede
om min ekskæreste, men om min værdighed. Alle de gange
jeg har gået 1-6 dage i tavshed derhjemme, fordi jeg
nægtede give mig, når det var ham, der havde
opført sig dårligt. Men alligevel til sidst
tænkte, ok, så skidt, jeg magter ikke mere og gav mig.
Jeg blev mere stædig og udholdende som årene gik smil,
derfor 1-6 dage. Jeg lærte af mesteren.
Jeg er i dag kommet videre, men har desværre taget nogle
ting med ind i det nye forhold. Hvis jeg ikke føler jeg kan
gøre noget ved en situation/skænderri, så
flygter jeg, ligesom min eks gjorde. Dette efterlod førhen
mig i en desperat situation alene og forladt, uden nogen mulighed
for at komme til enighed eller blive gode venner igen, nu arbejder
jeg på at undgå at gøre det ved min egen
kæreste. Jeg er heldigvis blevet bedre ikke at ignorere min
kæreste som jeg lærte var måden at håndtere
ting på.
I dag er jeg bange for at give et forhold for lang snor. Kun 2
udaf de 4 år skulle have været i hvert fald. Jeg har
dog også lært mange ting fra det og har i dag
både gode og dårlige minder.
Men i skal ikke finde jer i en sådan behandling. Selvom
han aldrig har slået mig, var ordene, behandlingen og
tavsheden derefter psykisk vold for mig.
Pige, 27 år