Hej
Jeg er en ung kvinde på 22 år, som mødte min første rigtige kæreste for fem år siden, som dengang gik på et opholdssted (Tvind). I starten var det som altid lyserødt og dejligt, og jeg følte virkelig at - nu havde jeg fundet én, der virkelig ikke kunne leve uden mig.

På daværende tidspunkt var jeg glad for at tage til fester og være sammen med veninderne, men han blev efterhånden sur og følte sig forsømt, hvis jeg skulle være sammen med dem i weekenden. Han begyndte relativt tidligt at sige til mig, hvor meget han elskede mig, og roste mig til skyerne - kom med blomster osv. Jeg var overvældet. Han skabte et behov i mig for at være sammen med ham hele tiden. Jeg begyndte at elske ham meget højt, og han flyttede nærmest ind hos mig (og min familie), sov der hver nat, efter som han begyndte at gå på den samme skole som jeg. Dengang var vi sgu glade for hinanden, vi havde håb og drømme sammen, og kunne bruge timer sammen uden skænderier. Men når vi skændtes var det voldsomt, og han råbte og skreg, ræsede afsted i sin Brian-bil, og jeg følte mig flov over ham når det skete. Han har altid haft en meget voldsomt temperament! Men det var hvad det var.. Da jeg var 20 år, fandt vi en lejlighed, og alt tegnede dejligt for os. Det var på tide at finde vores eget sted. Vi brugte mange mange penge på møblering osv, og jeg nød vores privatliv meget. Han startede i lære, og jeg skrabede penge sammen i mit sabbatår. Det tegnede godt.

Men tingende begyndte at ændre sig.. Han begyndte at gå meget sammen med folk i ghetto-miljøet og begyndte at ryge hash hver dag.. Han ændrede sig, gik amok over ingenting, og et par måneder efter vi flyttede i vores lejlighed slog han mig for første gang. Hårdt på kinden. Jeg blev chokeret men vi snakkede ikke om det.. Efterhånden blev det oftere og oftere, han blev fyret og vores økonomiske situation var dårlig, fordi han fuckede det op. Han sagde det var min skyld, og jeg ku satme bare komme på arbejde og tjene nogle flere penge!! Jeg følte ikke jeg måtte holde fri nogensinde.

Jeg følte mig ikke tilpas i lejligheden, fordi jeg ikke følte jeg måtte være der! Det endte med at vi sagde den op, jeg flyttede hjem i en måneds tid, indtil vi (han) fandt en anden lejlighed i byen som var billigere! Som om det skulle løse noget problem, for det var først dér mit mareridt begyndte. Han begyndte at være et monster over for mig, slog mig, truede mig på livet, trak i mine ben og forsøgte at smide mig ud over altanen, forstuvede min fod med et bat, så jeg måtte på skadestuen. Jeg sagde til folk at jeg havde fået en palle ned over foden på arbejdet. Jeg løj for folk og lod som om, alt var i orden, ignorede det bare. Han sagde jeg var fed og klam, og min tidligere spiseforstyrrelse vendte tilbage. Jeg havde det forfærdeligt.

Han sagde det var mig, der gjorde ham vred, men jeg gjorde ingenting. Jeg sagde ikke noget. Han slog mig, hvis jeg fx. ikke havde vredet karkluden ordentligt op eller kom til at tage et par af hans strømper på ved en fejl. Har aldrig følt mig så trist nogensinde som den tid i lejligheden.. Jeg var BANGE 24/7. I sommers slog han op med mig, og jeg flyttede hjem.. Jeg var lettet men i dag har jeg spiseforstyrrelse og depression. Han har taget alt fra mig, føler jeg. Mine penge, mit selvværd og selvkontrol. Jeg har set ham løbende siden, men han "slog op" med mig igen for nogle dage siden. Det ville jo aldrig gå, siger han.. FEDE røvhul. Nu venter jeg bare på at vi kan få styr på vores fælles økonomiske situation, og at jeg forhåbentlig kan komme videre. Skal starte hos en psykolog nu på mandag..

Pige, 22 år