Min eks ville altid vide, hvor jeg var og hvad jeg lavede. Det
første års tid måtte jeg slet ikke tage i byen
eller feste overhovedet for ham, og han truede med at slå op
hvis jeg gjorde det. Da jeg elskede ham var jeg dum nok til at
gøre som han sagde.
Senere i vores forhold begyndte han selv at gå i byen og
feste så vildt at han ikke kunne huske noget dagen efter. Der
kunne han selvfølgelig ikke sige til mig at jeg ikke kunne
gå i byen, så det gjorde jeg, men jeg skulle
nærmest aflægge rapport hvergang, både mens jeg
var i byen over sms, og dagen efter. Han kunne finde på at
være sur og tale virkelig nedladende til mig en hel dag hvis
jeg fx bare havde sagt "hej" til en fyr.
Engang gik vi sammen på hovedbanegården og jeg
så en fyr jeg kender og er vokset op tæt på,
så jeg sagde selvfølgelig "hej", og der var min eks
bare sur resten af dagen.
Han sagde altid nedladende ting til mig. Han troede selv at det
var sjovt, men der kom aldrig nogle komplimenter til at opveje det,
og jeg begyndte at hade mig selv fordi jeg tænkte at han
havde ret...
Engang blev han virkelig sur på mig over at jeg var kommet
til at ødelægge noget af hans, og han flippede helt ud
og sagde, at hvis vi havde været alene (vi var alene på
værelset men der var andre i huset) så ville han ha'
givet mig én på hovedet .
Han var ret stærk og var heller ikke særlig
forsigtig omkring mig, så selvom det nok ikke var hans mening
gjorde det tit ondt hvis han skubbede mig i siden for sjov,
prikkede til mig eller bare generelt "håndterede" mig
voldsomt.. han slog ikke direkte, men hver gang vi havde
været sammen havde jeg altid ondt et eller flere steder eller
små blå mærker fordi han ikke kunne fatte i hans
latterlige hjerne at jeg faktisk ikke var lavet af sten , og var
lille og skrøbelig i forhold til ham.
Da jeg slog op med ham var det som at komme ud af et indelukket
fængsel og ud under en blå himmel. Det var fanme det
mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet. Han sagde at det var
det værste der nogensinde var sket for ham, jeg var den
ondeste person nogensinde, hvordan kunne jeg dog gøre det,
han kunne ikke klare sig uden mig, nu havde han ikke noget at leve
for mere, hvad skulle han leve for? osv..
Men det skal man ikk hoppe på. Det er bare en lam
måde at virke sårbar på.
Jeg var sammen med ham i fire år og jeg har nu været
single i to år. Jeg har været sammen med andre fyre men
ikke haft en kæreste. Jeg er bange for kæresteforhold,
jeg har ikke lyst, bare ordet 'kærester' gør mig syg.
Så det har han ødelagt for mig, men jeg ved at jeg en
dag nok skal ændre hele min opfattelse og indse, at
kæresteforhold ikk nødvendigvis er en dårlig
ting.
Det bliver bare først når jeg er klar.
Husk at psykisk vold ikke bare skal overses ! Gælder
både for fyre og piger.
Pige, 21 år