Jeg er en sød og almindelig fyr, har altid været god til at lytte og forstå, og har aldrig været speciel fysisk, eller voldelig...

Jeg mødte min kæreste nytårsaften, jeg var fuld, hun var beruset, så jeg besluttede mig for at gøre et forsøg. Jeg led af dårligt selvværd, som jeg har gjort i lige så lang tid som jeg kan mindes. Jeg fik hendes nummer og efter at have talt sammen dagligt i et halvt år, blev vi et par. Hun havde haft en dårlig tid og trængte til en, der kunne holde af hende og vise hende vejen til noget bedre. Jeg var der og støttede hende altid. Vi havde et skønt forhold, og 3 måneder inde flyttede vi sammen...

Det første år var perfekt. Vi var sammen dagligt, lavede vores egen ting og vores ting sammen. Jeg elskede hende mere end jeg troede muligt. Det var skønt.
Efter halvandet år, en nytårsaften sad vi og skålede med nogle af mine bekendte Hun snakkede med en, som jeg vidste var skørtejæger, og hun grinede lydt af hans dårlige vittigheder. Det var hårdt, men jeg var sikker på hendes kærlighed.. Pludselig midt i en sætning kaldte hun ham "lille skat", det klikkede for mig, og jeg ville markere mig ved at puffe til hende I min berusede tilstand får jeg ramt hende på kinden istedet, og hun vender sig med en hurtig lussing i mit ansigt...

Jeg faldt psykisk sammen. Jeg var ked af det, lamslået, fortvivlet, men mest af alt: bange..  Jeg forholdt mig stille resten af morgenen som det jo var blevet. Da vi var kommet hjem til mine forældre for at sove, valgte vi at snakke om det.. Det varede ikke længe inden vi kom op at skændes, og før jeg vidste af det greb jeg fat i hende og tvang hende ned...  Jeg kom til mig selv kort efter og sagde at jeg ville sove på et andet værelse. Vi snakkede det igennem morgenen efter og jeg undskyldte, og ligeledes gjorde hun, og jeg lovede ikke at gøre det igen. Men det skulle vise sig ikke at være sidste gang...

I det næste 1½ år slog jeg hende, rev hende i håret, smed hende over en stol og slog hendes hoved mod en mur. Det skete med ca. 3-4 måneders mellemrum, en ting ad gangen.. Vi ville begge gerne have det til at fungere, og jeg elskede hende højere end jeg troede, og nogen gange ville.... Efter 3 år sammen valgte jeg at slå op med hende. En ting var, at hun havde fundet sig en internet ven, som hun skrev frækt og intimt med, noget andet var at i stedet for at snakke om det, indså jeg, at jeg skadede hende mere, og vores forhold gjorde ikke hende noget godt.. Desuden vidste jeg at sandsynligheden for at jeg ville være voldelig igen var høj, ikke mindst over skam over at opleve hende have intimitet med en anden.

Jeg beder jer ikke om at have ondt af mig. Jeg vil blot give min forklaring på hvorfor - hvorfor jeg gjorde det...
Det er nu snart et år siden vi slog op. Jeg er startet ved en psykolog, men det var ikke pga. volden, men fandt forklaringen på volden ved det: hver gang jeg blev bange eller ikke kunne forsvare mig i en diskussion, forsvandt min psyke tilbage til da jeg var 8 år, og stod i en lignende situation hvor jeg ikke kunne slå fra mig. Derfor slog jeg nu, fordi jeg kunne.

I dag sidder jeg alene, og har såret pigen jeg elsker højest i denne verden mere end nogen eller noget andet. Men har hjulpet hende godt på vej ind i et nyt forhold med en bedre og mere passende fyr, som også beskytter hende. Hun er glad og har fået livsglæde.
Tilbage står jeg med hendes smerte på samvittigheden, og tager min straf ved at have mistet hende, men glæder mig hver dag over, at hun er mere lykkelig nu....

//Kim

Dreng, 23 år.