Jeg mødte en fyr, som ikke var som de andre for 3 år siden.

Nogle kan lide at dominere, andre kan lide at blive domineret, men det handler i sidste ende om at give modspil på en sund og kreativ måde.

Er man som mig, en der søger grænser, har brug for masser af modspil og blive holdt til ilden, for at holde gnisten ved lige, er det rigtig farligt, når man møder en fyr, som kan lide at have kontrollen og er magtsyg. Det kan være svært i starten at skelne mellem, hvornår ens behov for modspil bliver dækket og, hvornår en anden person prøver at kontrollere dit individ.

I starten var han dejlig, spændende, fantastisk, han vidste altid, hvad han skulle sige og hvilke knapper han skulle trykke på, for at få mig til at falde for ham. Han var anderledes i modsætning til de andre fyre jeg havde haft, som jeg kunne sno rundt om min lillefinger. Jeg følte, at uden ham, var jeg ingenting og med ham, kunne jeg klare hele verden. Han var stærk og han brugte min svaghed.

I starten var det småting. Du må ikke snakke med andre fyre. Du må ikke have drengenumre på din mobil. Han fik mig til at føle, at gjorde jeg ikke som han sagde, så var jeg ikke en pæn nok pige og ikke god nok til ham. Jeg gjorde som han sagde, stoppede al kontakt til mine tidligere drengevenner, for at blive accepteret i hans øjne.

Så begyndte han at bestemme, hvilket slags tøj jeg skulle gå i, og jeg begyndte så småt at få et glimt af hans temperament. Han rev alt mit tøj i stykker, tvang mig ud under den kolde bruser om morgenen, når jeg skulle på arbejde, for at vaske min sminke af, hvis jeg havde gjort lidt for meget ud af mig selv.

Han gik amok, hvis ikke jeg gav ham opmærksomhed hele tiden, jeg skulle nærmest kravle rundt på ham, når vi var ude nogle steder, så alle kunne se, at han ejede mig. Det værste af det hele var, at jeg kunne godt lide det. Kunne godt lide tanken om, at han ikke kunne få nok af mig, for det kunne han ikke.

Jeg kan ikke forklare det. På den ene side elskede jeg tanken om, at han var så sygeligt opslugt af mig og ikke kunne få nok og ens selvtillid stiger flere meter over jorden, når man bliver behandlet som en prinsesse. Men på den anden side, træder man ved siden af, glemmer man at svare tilbage på en besked, fordi man er på arbejde, eller giver man ikke nok opmærksomhed, så bliver man straffet med psykisk og fysisk vold. Han kunne sige ting til mig om mig, der var så nedværdigende, spytte på mig, få en til at føle, at man ikke er mere værd end at man fortjener de tæsk man får. Det fik mig så langt ned, man er så ked af det, sårbar og blottet efter sådan et scenarie har stået på over flere timer, med halv voldtægt, reven rundt i håret, blevet tvunget til at klippe alt ens tøj i stykker, blevet sparket til og slået på osv.

Bagefter vil man bare gerne trøstes, og når han så samler en op fra gulvet og vugger dig som et lille barn og fortæller dig at han slet ikke mente alle de grimme ting han fik sagt, og det var ikke hans mening at slå, men han kan jo ikke styre sine følelser for mig, når de er så stærke.

Når man er så ydmyget, sårbar og blottet og bare klar til at give op, så tager man imod den hjælp og trøst man kan få, når han har sørget for, at man på ingen anden måde, har noget netværk udover ham.

Jeg havde ingen veninder til sidst. Har altid været en af drengene og haft mange drengevenner og dem gav jeg jo op for ham. De få veninder jeg havde, var jeg ikke sikker på, ville hjælpe mig, hvis jeg fortalte, hvad jeg var ude i. Jeg var ikke sikker på, at de holdt nok af mig til, at bruge den tid og energi, som det krævede at få mig ud af hans magt. Mine forældre kunne jeg simplthen ikke gå til, de ville blive så kede af det, det kunne jeg bare ikke. Og jeg vidste også, at fortalte jeg det først til nogen, så var det pludselig virkelighed, og så var der ingen anden vej tilbage, end at gå fra ham.

Til sidst når jeg kiggede mig selv i spejlet, så jeg så sørgelig ud. Jeg havde mørke rander under øjnene, jeg sov aldrig. Om natten lå jeg bare og kiggede på ham og kravlede helt ind til ham og nød, at nu var hans stille og rolig.

Jeg var ikke den der sjove livsglade pige med røde kinder, jeg så ikke sund ud længere, jeg havde tabt mig 8 kilo og det kunne virkelig ses. Der var aldrig nogle fyre, som vendte sig om på gaden efter mig længere. Og har ellers aldrig haft problemer med at tiltrække mig opmærksomhed, fordi jeg er en flot og køn pige. Men det var jeg ikke. Når jeg stod og kiggede mig i spejlet, jeg følte jeg var blevet 10 år ældre på 1 år. Jeg havde altid blå mærker på mine arme og ben, så jeg gik altid i tøj som dækkede hele min krop.

Ligepludeslig ud af ingenting fandt jeg et værelse sammen med to andre veninder. De vidste ingenting. De troede bare, at det gik dårligt. Men jeg fandt lige pludselig en eller anden styrke til at komme væk, og jeg gik i to måneder og prøvede på at holde masken, imens jeg vidste, at jeg skulle flytte. Jeg talte dage og næsten timer, og jo tættere og tættere jeg kom på flyttedatoen, jo mere og mere realistisk blev det.

De første to uger væk fra ham var et helvede. Hele min selvopfattelse var så indgroet i det forhold, at jeg slet ikke vidste, hvem fanden jeg var længere. Jeg kunne ikke finde ud af en skid, helt simple ting som at handle ind, vaske tøj, sætte vækkeuret og sørge for at spise. Jeg var vant til at leve i BigBrother og konstant overvågning og kontrol af mit liv og ikke træffe beslutninger selv. Det var vildt lige pludselig selv at skulle tage vare på sig selv.

Glemmer ikke, hvor stolt jeg var efter jeg havde handlet ind i Irma. Jeg skulle handle stort ind, men kom kun hjem med to skummetmælk. Men han drak altid letmælk og kunne ikke fordrage skummetmælk, så var bare mega glad for de to mælk der. Totalt åndssvagt. Eller første gang jeg tog på shopping efter jeg var væk fra ham. Nu skulle jeg ikke tænke over, hvor udfordende det var eller være bange for, at det blev revet i stykker.

Jeg kunne selv bestemme og jeg tog i byen for første gang i halvandet år og jeg lignede en million. Jeg begydte at tage sol, træne, jeg tog på, jeg fik en masse nye venner og jeg har det godt nu 2 måneder efter.

Lige pludselig går det hurtigt. Selvom jeg savner mange ting ved ham. Måden han kunne få mig til at føle på, så er det ingenting i bytte for det liv jeg har nu. En person kan ikke give dig alt det, du har brug for. Man kan ikke leve for et menneske. Og jeg ved, at jeg er blevet så stærk. Jeg kan mærke det. Jeg er ikke blevet følelseskold og mistroisk Jeg er bare blevet hærdet, god til at gennemskue folks intentioner og lader mig aldrig udnytte igen.

Det er svært, når man første gang skal være sammen med en ny som jeg er nu. Han fundet en super dejlig sympatisk og fornuftig fyr. Men der er stadig nogle ting man skal vænne sig til. Småting. Men det kommer. Han er rigtig tålmodig med mig.

Jeg håber alle kan bruge noget fra min historie, måske genkende sig selv, og jeg kan sige med 100 % sikkerhed, at der er altså et liv efter ham. Dit liv starter først efter ham. Det gjorde mit.

Jeg vil nok altid foretrække en fyr, som kan give mig modspil og søge det i et forhold, men jeg har lært at skille fårene fra bukkene og gå efter de fyre, som kan sige fra uden at slå, som hviler nok i sig selv til at stole på mig, og som kan give modspil uden at være voldelige.

Kærlig Hilsen XXX

Pige, 22 år.