Jeg var i et voldeligt forhold i næsten to år hvor
jeg aldrig kunne vide hvornår det ville ske igen. jeg mistede
mange og de bedste venskaber fordi jeg nærmest viede mit liv
til ham, jeg skjulte hvad der forgik, for vidste nogen i familien
eller mine venner hvordan han behandlede mig så måtte
jeg jo aldrig se ham igen, og han havde jo lovet mig altid at
være der for mig.
Jeg er en pige som har haft mange spykiske problemer og adhd,
så oftest blev han voldelig mod mig når jeg fik
angstanfalde eller var meget ked af det og ønskede at
begå selvmord, det betød jo bare at det kun blev
værre.jeg følte ikke jeg kunne gå til nogen om
det, heller ikke mine psykiske problemer pga han indbildte mig at
alle var ligeglade med mig, selv min kære mor og mine den
gang bedste veninder.
Som tiden den gik og jeg oplevede det igen og igen, endte jeg
faktisk i at blive afhængig af volden, var vi oppe og
skændes gjorde jeg nogle gange de ting jeg vidste der ville
provokere ham til at slå eller endnu værre lægge
mig ned og tage kvælertag eller slå og sparke.
Smerterne gav mig rus fordi jeg netop ikke ønskede at leve
og samtidig vidste jeg at han ikke kunne tillade sig at give mig
skylden efter det var overstået, og så ville jeg have
nemmere ved at slå op.
Desværre kunne jeg ikke få mig selv til at slå
op fordi jeg med tiden faktisk ikke havde flere venner, og ikke
kunne tåle at sidde der hjemme alene. Jeg havde ingen job
eller noget fritids interesser. Han blev ved at love at han ikke
ville gøre mig fortræd igen og jeg kunne ikke andet
end at betro mig til ham. han stoppede en mindre periode, men blev
mere provokerende på andre områder som at han bad efter
sex hele tiden og igen, og ville jeg ikke det, ignorerede han mig
og blev kold og grov i sproget og meget nemt sur.
En dag blev han så pludselig meget voldelig igen fordi jeg
fandt ud af han havde løget overfor mig igen igen, der
valgte jeg så at blive indlagt på spykiatrisk for at
få hjælp med at styre mig selv, fordi han havde bildt
mig ind at det var mig den var helt galt med. så jeg fik en
masse hjælp og gjorde mit allerbedste selvom han blev ved med
at gå bag min ryg.
Vi rejste så en måned til tyrkiet med hans familie
hvor jeg syntes det endelig gik godt, der var kun en nat hvor han
blev skør og hev mig hen af vejen for at smide mig ind i
bilen mens hans søster og kusine så det. da vi
så kom hjem fra tyrkiet dummede han sig og så sagde jeg
stop. jeg fik nok, for nu var jeg efter tre år endelig ved at
få det bedre med spyken og livet, og han skulle ikke
trække mig ned igen.
det var meget hårdt og det tog lang tid at slå helt
op fordi han ved hvordan han skal give mig dårlig
samvittighed osv. efter nogle måneder ringer og skriver han
stadig fordi han den ene dag savner mig og vil have mig tilbage
(fordi jeg nu har det godt og har et liv) og ellers er for at
råbe af mig og skælde mig ud over jeg lader ham i
stikken. men jeg holder fast i at jeg ik vil tilbage til ham, for
han gjorde alt værre selvom jeg troede han var det bedste jeg
havde, det eneste.
nu har jeg fået nogle gode gamle venner tilbage igen til
at holde mig oppe som længe førhen prøvede at
sige til mig jeg ikke skulle være sammen med ham, og har min
familie til at hjælpe, og nu har jeg det faktisk sådan
jeg hellere vil være hjemme ved min mor en weekend end at
være ude.
Jeg vil ønske andre kunne få styrke og vilje til at
gøre det samme som mig, det hårdt men det helt klart
det værd, selvom jeg stadig kan savne ham.
Pige, 18 år