Jeg her været i flere psykisk nedbrydende forhold.

Sidst jeg var i et, fik jeg hjælp fra en veninde til at komme ud, og jeg lovede mig selv, mine venner og familie, aldrig nogensinde at gå ind i et lignende forhold.

Halvanden år efter mødte jeg en rigtig sød fyr. Vi har nu været sammen i et år og meget tidligt i forholdet startede de små tegn, og jeg kunne jo genkende dem med det sammen, men tænkte at det ville gå væk.

Det er ikke gået væk, det bliver værre dag for dag, og jeg kan snart ikke finde mig selv mere. Jeg har isoleret mig omkring ham og hans liv, jeg har mistet lysten til at gå på arbejde, som jeg før elskede enormt, og jeg har ikke kontakt til nogen af mine venner og kun få af mine veninder. Problemet for mig er, at han er helt fantastisk, når vi har det godt, jeg har aldrig været så forelsket i en mand før. Men de dage vi har det dårligt, føler jeg hele min verden falder sammen. Men det er det gode ved ham, der gør at jeg holder fast. Håbet om at det hele nok bliver godt en dag..

Det ved jeg, at det ikke gør, og jeg ved eller kan mærke, at det måske kan udvikle sig til fysisk vold. Men alligvel har jeg ikke lyst til at gå fra ham, selvom jeg ved at jeg vil få det meget bedre. Jeg har jo prøvet det før.

Helt konkrete eksempler kan være, at han siger at han ikke kan være sammen med mig på grund af, at jeg har (efter hans mening) været sammen med mange og det syntes han er pinligt og klamt. Jeg bliver bundulykkelig, i starten blev jeg skide sur, men nu tuder jeg bare. Han har flere gange slået op med mig, hvor han et par timer efter når jeg er færdig med at græde har sagt, at han vil give mig endnu en chance. Hver gang hopper jeg i med begge ben.

Han får mig brudt ned, ved at isolere mig og får mig til at føle at jeg ikke er noget værd. På den måde kan han kontrolerer mig. Sidst vi havde en fornuftig samtale, lovede han at gå til psykolog, det er lang tid siden og intet er sket.

Jeg har selv gået til psykolog, og det blev jeg stærk af. Men det blev for svært at fortælle om hvad virkelig skete derhjemme, og så begyndte jeg at lyve overfor psykologen, og til sidst var det for pinligt. Tror godt hun vidste hvad der skete. Så jeg stoppede. Desværre.

Dette er et klasse eksempel på hvad man ikke skal gøre!!

Her er de tegn, som jeg kender alt for godt:

Hvis han isolerer dig fra dine venner og familie, er det fordi andre kan se, at der er noget galt. Det vil han ikke have.

Hvis du lyver for dine veninder eller forældre omkring din kæreste, er der nok også noget galt.

Hvis din kæreste ikke vil have du fortæller om jeres problemer til andre, er det ofte fordi, at han ved, at han er på glat is.

Hvis han taler meget grimt til dig, som f.eks. at nedgøre dig, er det et forsøg på at nedbryde dig, så du ikke har styrke til at sige fra eller forlade ham.

Jeg vil igen forsøge, at finde min indre styrke, søge hjælp hos en psykolog og komme ud på den anden siden, hvor der er meget bedre for mig.

Pige, 25 år

Kommentar fra ditforhold.dk:

Du er nødt til at gøre noget meget snart, for jeres forhold er tydeligvis på vej i en helt forkert retning. Det er meget vigtigt, at du får hjælp til at komme videre.
Vi vil opfordre dig til at ringe til hotlinen på tlf 70 20 30 82 , der er åbent døgnet rundt og du kan ringe anonymt. Du kan også skrive til brevkassen og få hjælp.
Jo længere tid der går, jo sværere bliver det at gøre noget.