For snart 3 år siden gik jeg fra min daværende
kæreste. Vi var sammen i 5 måneder.
Jeg har altid været en meget stille pige og har altid
holdt mig tilbage.
Jeg mødte en fyr inde på nettet som hjalp mig
igennem en hård periode. Vi snakkede hver dag og efter ca. 1
månede besluttede vi for at mødes. Ham og hans
kammerat kom og hentede mig og vi kørte til en anden by og
snakkede. Jeg var utrolig glad for ham og efter kort tid blev vi
kærester og jeg flyttede ind i hans lejlighed.
Alt var godt de første to måneder. Han begyndte
derefter lige så stille og pille mig ned og sagde direkte til
mig at der ikke var nogen som ville have mig. Han ville ikke have
jeg var sammen med andre uden han var der og jeg kunne kun forlade
lejligheden når jeg skulle i skole og på arbejde for
det var der jeg tjente de penge vi levede af. Når jeg kom
tilbage igen tjekkede min mobil for at se hvem jeg havde snakket
med og hvad vi havde snakket om. Det endte med at inden jeg forlod
skolen sagde jeg til dem jeg gik med at hvis du skulle skrive til
mig var det kun for at høre hvad jeg lavede.. Intet andet..
Jeg slettede de beskeder jeg havde modtaget og sendt i løbet
af dagen. Når jeg kom op til lejligeheden satte jeg min tlf
på lydløs og lagde den i min skoletaske og tjekkede
den kun når han gik på toilet..
Han beskylde mig en i mellem for at have været sammen med
en anden fyr og sagde han kunne mærke hans sæd oppe i
mig når vi skulle have sex.. ( men jeg havde aldrig
været ham utro . Når vi ikke var sammen beskyldte han
mig for at have været sammen med andre. Hans "point off view"
var at når jeg skulle med bussen hjem blev jeg hentet af
nogle fyre og var sammen med dem på skift.. Men uanset hvor
mange gange jeg fortalte ham hvor højt jeg elskede ham og at
jeg ikke ville have andre end ham, hjalp det ingenting.Jeg var
sammen med ham i 5 måneder og det har været de
hårdeste måneder i mit liv.. Ja jeg elskede ham og jeg
troede der var noget godt bag facaden af usikkerheden.. Hans
psykolog mente at jeg var for umoden for ham og intet godt gjorde
for ham. Det var i hvert fald det han sagde..
Hver gang jeg sagde noget og ændrede det var det et svigt
for ham og han sagde mistede alt tillid til mig. Og det fik mig til
at tro at det hele var min skyld. Til sidst i forholdet sagde han
til mg at jeg fik min sidste chance, svigtede jeg igen var det
forbi.
Et par dage senere tog jeg efter skole ind i byen med en
veninde. Jeg skrev det til ham så han vidste det og blev ved
med at spørge hvornår jeg ville være hjemme
igen. Jeg sagde omkring kl. 17 og tiden træk ud så jeg
først kom med en bus så jeg var hjemme omkring kl 18.
Min mobil var gået død og jeg kunne ikke få fat
på ham jeg husker at jeg ringede fra min venindes mobil. Da
jeg kommer op til lejligheden var døren låst og der
var sat en sko i klemme. Efter en halv times venten og sparken
på døren lukkede han op. Han råbte og skreg af
mig kaldte mig grimme ting og sagde det var slut. Han bad mig pakke
mine ting og jeg ringede til min far og han kom og hentede mig. I
mellem tiden blev jeg skubbet rundt i lejligheden. Jeg faldt ned i
hjørnet på et skab. Han var iskoldt.
Min far kom og vi kørte. 5min efter ringede han og bad om
forladelse.. Jeg overvejede og tage tilbage for det var stadig min
tryghed på trods af alt det der var sket.. Jeg kunne ikke se
det. For jeg troede jo stadig det var min skyld det hele, at jeg
var den "store stygge ulv". Da jeg kom hjem ringede jeg til veninde
og fortalte hende det og hun tog bussen ud til mig..
En uge senere skrev vi sammen og jeg tog op til ham. Vi snakkede
om at være sammen uden at komme sammen. Og det gik også
okay til den aften hvor jeg skulle feste med min veninde. Jeg
kyssede lidt med en bekendt. Jeg tog senere op til min
daværende kæreste og vi snakkede om det. Og det var den
dag han viste mig hvordan smerten fra kniven hjælper.. Og det
gjorde det.. Det var min hjælp gennem dette helvede..
Jeg finder stadig trøst der den dag i dag.
Det værste ved det hele var at han sommetider gav mig
skylden for at han gjorde det. (skar i sig selv ) Fordi han
følte jeg svigtede. -Jeg tror faktisk det var herefter vi
sluttede helt..
Få dage senere ringede han og sagde han havde skåret
for dybt. Han lød som om han var ved at besvime. Jeg blev
rigtig bekymret og ked af det og bad ham om at ringe til nogen..
Kort tid efter sendte han mig et billede af det. Jeg blev nu endnu
mere ked af det og gik nedenunder til min mor som måtte tale
mig ned. Hun sagde at han bare gjorde det for at give mig
dårlig samvittighed.. Og det virkede i den grad..
Jeg havde på det tidspunkt en af hans nære vens
telefonnr. Så jeg ringede til ham og forklarede situationen
og han ringede til de andre. De fik sparked døren op til
hans lejlighed og ringet efter en ambulance og han gik selv med til
indlæggelse på psykiatrisk afdeling.. Jeg troede det
var det. Men han ringede og skrev ofte om jeg ikke godt ville komme
op og besøge ham.. Jeg ville gerne. Men gjorde det ikke.
Nogle dage eller uger senere får jeg af vide af en fra min
klasse at hun lige havde set ham komme gående nede på
gågaden. Jeg var i tvivl om jeg det han havde sagt var rigtig
fordi som jeg havde forstået måtte man ikke komme ud
når man var indlagt.. Men hende min venindes mor som
arbejdede deroppe kunne fortælle mig at det var okay. Selvom
hun havde tavshedspligt kunne jeg igennem veninden fornemme at han
var kommet ud igen..
Jeg hørte tit fra ham og jeg havde egentlig bare brug for
fred og ro så jeg skiftede mit nr.
Da jeg fik venskabet op at køre igen med 3 gamle veninder
som jeg egentlig havde mistet pga. ham.Jeg skulle mødes med
dem for første gang og havde besluttet at fortælle dem
hvad der var sket med mig, så jeg gik og tænkte over
hvad jeg skulle sige og derved kom jeg til at tænke på
de ting som jeg i snart 3 år ikke har haft i tankerne.
Så derfor ramte jeg hårdt jorden. Jeg blev virkelig ked
af det og gik rundt og var meget mut. Mit humør har
kørt meget op og ned siden. Men nu er jeg nået dertil
at ikke længere kan klare det mere. Jeg kan ikke få min
hverdag til at hænge sammen, jeg græder hele tiden og
er ikke oplagt til noget som helst.
Jeg har altid troet at det hele var min egen skyld. Så jeg
har i de tre år kun betroet mig til en person. Jeg har
været rigtig bange for hvordan andre folk skulle reagere hvis
de fik det af vide.
Jeg er begyndt at snakke med min læge - jeg kan ikke
længere. Og har nu betroet mig til de 3 veninder, min bedste
ven, hans kæreste og min mor. Det har hjulpet en meget lille
smule.
Jeg går stadig rundt med følelsen af at det er min
egen skyld han var sådan.. og jeg skærer stadig i mig
selv de dage jeg er helt nede..Hvis du selv har været ude for
en voldelig kæreste og sidder og læser det her så
sørg for at du snakket med nogen om det. Veninder, venner,
familie eller en psykolog.. Det har kørt mig helt ned fordi
jeg ikke har haft nogen at snakke med...
Jeg er stadig ikke kommet ovenpå og jeg er stadig ikke
klar til at skulle møde ham den dag i dag..
Jeg er i dag sammen med en rigtig dejlig kæreste som er
der for min 100% og aldrig har gjort mig ondt. Han har været
min støtte igennem dette helved..
Pige, 21 år