Jeg har haft tre voldlige forhold ..
Man kan sige, at jeg nok kom lidt uheldigt afsted med mit kærlighedsliv, for min første kæreste fik med tiden for vane at være voldlig overfor mig. Han slog mig sjældent, men han skulle tit bevise overfor mig, at han var stærkere end mig, f.eks. ved at holde mig nede i sengen, og holde en pude for mit hoved, uden jeg kunne gøre modstand. Set i bakspejlet, tror jeg han ville sikre sig, ikke at miste mig, selvom det efter 16 måneder blev for meget for mig. Jeg slog op med ham, men han blev ved med at opføre sig som om vi var kærester i flere uger efter, og når jeg sagde at han skulle lade mig være, fordi forholdet var slut, sagde han, at det var det ihvertfald ikke.

Mit andet forhold er desværre nok det der har påvirket mig mest. 20 måneder med en fyr, jeg på ingen måde kunne gøre modstand mod. Alt den fysiske vold han udøvede mod mig, er en ting, for det kan jeg hverken se eller mærke mere, selvom jeg stadig får mareridt om det i perioder.

Han kørte mig fuldstændig psykisk ned. Han isolerede mig fra mine venner, nogengange ved at true dem, og han skubbede mig rundt. Hvis vi var uvenner når vi gik i seng, trak han mig ned i den anden ende af værelset i benene, så jeg skulle sove foran døren. Det var så ydmygende og nedværdigende. Hvis jeg så endelig faldt i søvn dernede, kom han ned og vækkede mig for at trække mig tilbage i sengen.

Jeg skar i mig selv og fik spiseforstyrrelser, fordi jeg var så meget ude af den. Jeg kunne ikke fortælle nogen om det, fordi jeg boede hos ham og hans forældre, og jeg følte at jeg var sunket for dybt i. Jeg så ikke mine venner ret ofte, fordi jeg ikke måtte have nogen med hjemme for ham, og for det meste ville han have at jeg kom hjem efter skole. Jeg følte mig ensom, og selvom han ofte ikke var særlig rart selskab, var han næsten det eneste jeg havde.

Jeg begyndte at få raserianfald og kunne falde sammen og bare begynde at hyle og jamre, uden nogen rigtig grund. Jeg følte at hele mit indre ville styrte sammen, og jeg kunne ikke se nogen vej ud for mig selv. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg nogensinde skulle komme ud. Jeg kunne ikke sige noget til mine forældre. Jeg kunne simpelthen ikke.
Når jeg fik de anfald, plejede han at skubbe mig rundt og råbe ad mig. Han kaldte mig sindssyg og en lunatic, eller at jeg måtte være skizofren. Det var helvede ..

Jeg slog op for 1½ år siden, men vi sås stadig til for lidt over et år siden. Efter vi slog op, slog han mig ikke mere, men han tvang mig til sex og nærmest voldtog mig mens jeg sov, og han løj overfor mig.

Det sidste forhold jeg havde til en fyr, der slog, kom jeg meget hurtigt ud af, men desværre har mit andet forhold påvirket mig så meget, at det ikke kan beskrives. Jeg har en meget meget sød og omsorgsfuld kæreste nu, men jeg har det elendigt med at mine gamle demoner går ud over ham. Han siger, at han gerne vil lytte og hjælpe mig, også så han forstår hvorfor jeg nogengange reagerer som jeg gør, men jeg har så svært ved at lukke op.

Jeg håber at andre er hurtigere til at sige fra end jeg var ..

Pige, 19 år