Hej alle andre, som sidder i det store dilemma jeg også
har været i!
Jeg er en pige på 20 år, som kommer fra
København. jeg har altid syntes at jeg tillokkede mig de
forkerte mænd, det hele startede nok da jeg gik på
efterskole og fik mig min første kæreste. Jeg var
utrolig forelsket i ham, og er sikker på det også var
gengældt han havde bare svært ved at vise det på
en ordentlig måde.
Vi var sammen i lang tid, 7 måneder, og under de
måneder var han mig utro han har spyttet på mig
slået mig og sparket mig, når jeg tænker tilbage
skulle jeg jo bare være gået fra ham lige med det
samme, men desværre kan jeg godt have det sådan, at jo
sværre det er at få ens accept og respekt jo mere vil
jeg gøre, det var lidt ligesom med ham her!
Vores forhold sluttede da efterskoleåret var
færdigt, siden da har vi ikke snakket sammen! jeg går
rigtig meget i byen, selvom jeg har en kæreste, fordi at jeg
mener det er vigtigt at være ung, det er vigtigt at nyde
livet! Min kæreste er i militæret, så lige i
øjeblikket ser jeg ham ikke særlig meget, men
når vi ses er det ikke ligefrem de hyggelige stunder vi har
sammen! det værste en kan gøre overfor mig, det er
ikke at slå mig, det er at ramme nogle af de knapper jeg er
mest følsom ved, f.eks. min familie.
Min kæreste kom hjem fra Afghanistan for tre måneder
siden, han er ikke den samme som han var da han tog derned. Han har
altid været den der sjov fyr, med masse af charmé og
en udstårling man bare ikke kunne mdostå, men da jeg
hentede ham i lufthavnen for 3 måneder siden, var alt
anderledes, jeg løb hen til ham og ville omfavne ham og
kysse ham ligeså meget jeg nu havde lyst til.. Han gik udenom
mig, skubbede mig væk med højre hånd, og gik
forbi. vi kørte hjem til os selv, og jeg kunne godt
mærke at der var noget helt galt, jeg begyndte at
spørge om han havde haft det godt, fået sit livs
oplevelse, spørgsmålene væltede bare ud af mig
indtil han råbte "Luk røven luder, du ikke en skid
vær klamme sæk" jeg kastede mig tilbage i
bilsædet, og tårene begyndte at trille ned ad mine
kinder. vi gik op i lejeligheden, jeg gik forrest (da jeg er
bokser, og har lige fået en knæskade gik det lidt
langtsomt) han skubbede til mig fordi jeg var langsom, så jeg
faldt ned pladask i jorden, min næse og mund begyndte at
bløde, han sagde ikke noget?
vi kom op, og jeg ville gerne fortælle ham hvordan det var
gået med min mormors operation, vi satte os og jeg havde
fået tørret blodet af mit ansigt væk, jeg
begyndte med at snakke om mormor og fotælle løs, fordi
jeg ville så gerne have min kæreste skulle vide det!
jeg sagde "Forresten, mormor har jo været igennem
operationen, der går vist ikke længe før det er
forbi" han kiggede hen på mig og svarede ikke.
jeg besluttede for at gå i bad, normalt villle jeg
låse døren derud til, men vores nøgle til
låsen var væk, imens jeg stod og badede kom han ud til
mig, han rev forhænget for, så jeg bare stod der helt
nøgen, han hold mine arme i fastlås så jeg kunne
ikke gøre noget som helst, han skruede helt op for det varme
vand, og holdt mig inde under det, trods jeg skreg og sparkede. han
gjorde ikke noget han holdt mig bare helt stille... lyset blev
slukket?
jeg vågnede op på Righshospitalet næste aften,
der stod Mathias, mathias er min bedste ven, han havde fundet mig
bevidstløs i min lejlighed og han havde samlet hele min
familie, han satte sig op til mig i sengen og sagde " Du må
ikke gøre dette her mere, du ødelægger dig
selv, jeg meldte ham til politiet imorges, nu må vi se hvad
de siger, men Mille du fortjener bedre! Jeg elsker dig" der var de,
de tre ord enhver kvinde villle elsker at hører fra en
fyr.
Jeg bad Mathias at holde mig ind til ham, jeg kiggede på
ham og kyssede ham, det er første gang i mit liv jeg har
været så lettet" vi er sammen idag, og vi venter vores
første barn, jeg elsker ham, jeg elsker ham virkelig meget!
jeg håber at denne historie, kan få øjenene op
for hvor slemt det kan gå. hermed har jeg ikke sagt at jeg
aldrig havde det godt med nogle af mine fyre, men de var som oftest
ikke søde ved mig! Alle jer derude, hvorfor skrider i ikke?
jeg ved godt det er super svært, jeg var ved at dø for
at kunne indse det.
- Mille
Pige, 20 år