For 4 MÅNEDER siden, mødte jeg ham jeg troede var
min drømme mand. Han var flot (direkte lækker), havde
en krop som aldrig set før, havde hjertet på det rette
sted, havde penge havde sådan set alt (bortset fra en
bolig).
Jeg blev hurtigt vild med ham. Han behandlede mig som en
prinsesse. Efter få dage, besluttede vi os for at komme
sammen. Jeg ville simpelthen ikke have at nogle andre piger skulle
ha fat i ham, så jeg tog chancen og sprang ud i det.
Ca. 2 uger efter vi officielt havde fundet sammen, begyndte jeg
mærke lidt jalousi, ikke meget men, lige til at overkomme.
Jeg begyndte at lære ham at kende, han åbnede hurtigt
op og det samme gjorde jeg, hvilket jeg ellers aldrig har gjort
før. Han tog mig som jeg var (troede jeg), han fortalt altid
hvor glad han var for mig og at han aldrig kunne finde på at
såre mig, og jeg åd alle hans ord råt. Han fik
hurtigt lejlighed i den del af KBH jeg boede i, han boede ca. 5
min. fra mig. Vi begyndte at ses mere og mere, pludselig kom han en
dag og sagde at han var blevet uvenner med ham han boede med,
så han skulle lige bo sammen med mig i noget tid til han
fandt noget nyt. Det var selvfølgelig iorden med mig, for vi
var alligevel altid hos mig. Jeg kunne mærke at der var et
eller andet galt men, ignorerede det bare... Som tiden gik
skændtes vi HVER ENESTE dag! Han kaldte mig luder,
kælling osv.Jeg tænkte at det måske var fordi vi
ALTID var sammen og man stille og roligt kunne gå og
være lidt trætte af hinanden. Så hver gang vi
skændes, og jeg blev beskyldt for at ligge og kneppe med alle
mulige fyre, og hvis ikke det var det jeg gjorde, så havde
jeg sikkert kneppet med alle de fyre jeg nu snakkede med, og hvis
det heller ikke var det, så ville fyre kun snakke med mig
fordi de gerne ville knalde mig!! Desuden flirtede jeg også
med alle fyre, i følge ham! Jeg måtte heller ikke
være bartender i fredagsbaren på min skole, for det var
kun billige piger, der gjorde sådan noget. Druk skulle jeg i
hvert fald også stoppe med, for piger der drikker sig fulde
er så klamme og han væmmes ved mig når jeg drak.
Jeg skulle og slette alle mine ekskærester og fyre jeg havde
været sammen med fra min facebook.
Jeg gjorde selvfølgelig intet andet end bare at grine af
at hans brok, selvom det sårede mig som satans.
En dag tog jeg ham i at ligge og skrive med 2 af hans
eks-kærester og jeg konfronterede ham med det (Det skal lige
sige at jeg havde taget ham i det før, men han
nægtede). Men denne gang kunne han ikke snige sig udenom det.
Han begyndte at slå sin hånd ind i væggen og
begyndte at græde, hvilket jeg aldrig havde set før.
Han undskyldte derefter og jeg tilgav ham...
Jeg begyndte at lægge mærke til at når vi
snakkede sammen og jeg fortalte ham at jeg var ked af måden
han behandlede mig på, nævnte han altid ting jeg skulle
lave om på mig selv, for så var han glad også
behøvede han ikke at være sådan et svin. Men
hver gang jeg lovede ham at ændre de ting, kom han på
noget nyt jeg også skulle ændre.
Jeg vidste godt at han var voldelig og at han var i stand til
mange ting, men han havde jo lovet mig at han aldrig ville
gøre mig noget. Desuden vidste jeg også at han havde
været igennem nogle ting der gjorde at han godt kunne
være streng ved mig (sagde han). Desuden synes han at film
som HOSTEL er for nice, for sådan nogle ting kunne han godt
tænke sig at prøve (har bare altid ignoreret det, for
det siger han vel bare for at spille smart).
Pludselig begyndte han på at når han var sur skulle
han smadre ting i min lejlighed. Det var der det gik op for mig at
den var helt gal! Men han undskyldte som han plejer og var ked af
det og ville have en chance til og lovede mig at det aldrig ville
ske igen! - Jeg tilgav ham! 3 dage senere, finder han ud af at jeg
har fortalt ham en lille hvideløgn. Jeg sagde til ham at jeg
havde slettet en jeg havde været sammen med fra min facebook
(fordi jeg ikke magtede at høre på ham), men han fandt
så ud af at jeg ikke havde. Han kastede glas ud over det hele
i min lejlighed, smadret mit bord kaldte mig for alt muligt lort.
Jeg bad ham om at gå, men han sagde "Nej, glem det".
I stedet for gik jeg ud, og hentede en der kunne smide ham ud,
men da ham jeg hentede kom, var han allerede smuttet. Han havde
skrevet et brev hvor der stod "VI SES!!!!". Jeg kom ind hos mig
selv, bange satte jeg mig på sengen og tænkte på
hvilken djævle jeg havde lukket ind i mit liv!! Med det samme
kommer han ind igen! Jeg beder ham pænt om at gå, men
han siger at jeg ikke bare slipper af med ham så let. Han
sætter sig på sengen sammen med mig og siger "Din
søster skal give mig mine penge 5000 i overmorgen, eller
så ser hun hvad der sker! Der vil ikke ske hende noget, men
en anden" Jeg sagde så, provokerende som jeg altid
gør' "Hva så, hvad vil du gør? Tæske mig
eller hvad?" Han sagde så "Jamen jeg siger ikke hvad der
kommer til at ske" Jeg kiggede på ham som om at han var
latterlig, og i det jeg prøver på at rejse mig op og
gå ud, så jeg kan komme væk fra ham tager han fat
i min jakke! Jeg spørger ham "Nu må jeg ikke gå
ud eller hvad?" Han svarede mig så "NEJ! Du bliver her! Jeg
holder dig indespærret lige så længe jeg har
lyst" - Han rejste sig op og gik han for at låse
døren, og med det samme så jeg det som en udvej at
hurtig tage vinduet (jeg bor i stue etage) i det jeg prøver
at gå ud, tager han hårdt fat i mig og kaster mig ned
på sengen! Han hopper ovenpå mig og tager
kvæler-tag på mig og siger "Jeg fucking slår dig
ihjel! Prøv at skrig én gang og du ser hvad jeg
gør ved dig! Du tror måske ikke på at jeg
tør' at gøre dig noget? Jeg fucking nakker dig" Jeg
prøvede at få vejret og mens jeg prøvede sagde
jeg til ham "Du er jo sindssyg! Hvorfor gør du det her?" Han
sagde "Ja, så er vi 2 (har været indlagt pga. jeg er
selvdestruktiv, men det kan ikke ses med mindre du kender mig
rigtig rigtig godt)- Bortset fra at du har papir på det" -
Mit hjerte pumpede, men jeg ville ikke vise ham at jeg var bange!
Han fortsatte "Du ved ikke hvad jeg kan gøre ved dig! Jeg
har så fucking meget lyst til at slå dig ihjel! Bare
kom med et lille skrig og du ser hvad jeg gør ved dig" - Jeg
sagde ingen ting, kiggede bare på ham! Så lod han mig
være.
Jeg sagde til ham at jeg virkelig ikke har lyst til at
være i det her forhold mere, for jeg følte mig ikke
tryg og det har jeg ikke gjort siden han for første gang kom
med hans udbryd. Også sagde han "Lige meget hvad vil jeg ikke
lade dig gå! Det er dig jeg vil være sammen med og kun
dig, og om du vil have det eller ej" Jeg sagde så til ham at
hans reaktioner ikke var normale! Han begyndte at græde igen,
denne gang i flere timer! (og jeg nød det, selvom det
sikkert et af hans mange træk for at få mig til at have
medlidenhed med ham).
Jeg tilgav ham.
Der er gået 1 enkel dag siden, den ovenstående
episode. Jeg håber han vil forandre sig for alvor denne
gang.
- Og jeg er så dum, så dum, så dum...
Jeg kan bare ikke forlade ham, ikke kun fordi jeg er forelsket,
men vil ikke tabe ansigtet til mine veninder, venner og min familie
og deres venner, som allerede har mødt ham og synes han er
den bedste kæreste nogen sinde.
Vi begge to 21. Han er håndværker og jeg er
pædagogstuderende.
Pige, 21 år