Hey..
Jeg har nu en fantastisk kæreste, som er lige det modsatte af
hvad jeg fortæller nu.
Det er ikke noget vildt, men det har sat ar i min sjæl.
Det startede med jeg mødte denne her helt vildt søde
fyr, jeg vidste han havde brugt vold mod sine eks kærester,
men han sagde jo jeg var noget 'særligt', og jeg var blind,
blind af den kærlighed jeg troede det var. Han behandlede mig
som en prinsesse, han fortalte hvor dejlig jeg var, og hvor
glad han var for mig og det var ikke kun en gang om dagen, det var
konstant, og jeg følte mig så elsket.
Men jeg vidste også godt han røg en masse hash og
tog stoffer engang i mellem, men for mig var han jo perfekt. Jeg
husker en gang hvor det hele begyndte at starte, vi havde haft en
af vores normale skønne aftner sammen, lige pludselig
tager
han en klump hash op af lommen og siger jeg skal ryge det med ham,
hvor jeg takker nej. Men han bliver ved og siger jeg skal
prøve det en gang og at han ville have det bliver med ham,
jeg kan der ikke sige nej, for han skræmmer mig, med hans
blik, og jeg gjorde det, og de næste par dage begyndte han at
forandre sig mere og mere, og han invitere
mig til fester med ham, med hans 'gode' venner.
Han drikker sig skide fuld og han er samtidig skæv
på et eller andet, han kommer hen til mig, river hårdt
fat i mig og siger at jeg var bare klam, jeg var for tyk og skulle
tabe mig, og at jeg intet var værd. Jeg husker jeg begyndte
at græde, og forstår ikke hvorfor han var sådan,
han gjorde mig bange. Men jeg elskede ham og han sagde også
altid undskyld, så hvorfor ikke blive tænkte jeg. Men
det begyndte at være hver dag, der gik ikke én dag
hvor jeg ikke hørte noget dårligt, jeg begyndte altid
og græde, jeg forstod ikke hvorfor han var blevet
sådan, men jeg vidste at ligeså snart han begyndte at
drikke eller tage noget, så fik jeg svineren.
Det ødelagde mig psykisk, og jeg som alle andre
gør, jeg blev indelukket og tavs overfor alle. Han fik mig
til hvad som helst,
på et tidspunkt husker jeg at han sagde du skal sniffe
næste gang jeg har noget, og jeg sagde nej, og han rev fat i
mig og sagde, som dengang han fik mig til at ryge hash, at jeg
skulle jo prøve det en dag, jeg var tavs og sagde intet til
ham og heldigvis glemte han det igen. men jeg vidste at han ville
få mig til det hvis jeg blev i forholdet, men jeg
tænkte ikke videre over det, for igen gjorde
kærligheden mig blind.
Det fortsatte sådan med at jeg ikke så min familie
og at jeg blev kaldt det ene efter det andet og jeg græd hver
dag.. jeg følte mig som et nul. en gang hvor jeg så
endelig var hjemme hos min familie, mødtes jeg med en
veninde som fortalte at han havde været mig utro, og at hun
havde lovet ikke at fortælle det, men at hun ville være
ærlig overfor mig, og fortælle mig sandheden. jeg blev
så vred og ked af det, jeg tog hen til ham med tåre ned
af kinderne og den værste fornemmelse indeni, jeg var bange..
men jeg ville vide om det var sandt, jeg kom hen til ham og sagde
hvad jeg havde hørt, han
begyndte og skælde mig ud og sige 'hvad tror du om mig' jeg
kunne se på ham han løj, jeg kunne se at det jeg havde
hørt var sandt. han nægtede, vi råbte af
hinanden, for første gang turde jeg råbe af ham, det
skulle jeg så ikke havde gjort. for idét jeg siger at
vi tager ud til hende som jeg havde hørt han skulle
gøre det med, der slår han mig, og siger at jeg
ingen
steder skal, jeg husker kun at jeg begynder at gå og han
river fat i mig og fortæller mig hvor lidt jeg er værd
og andre skælsord, og at hvis jeg går nu, er det slut
og at jeg ikke skulle regne med at han ville have mig tilbage. Jeg
tænker mig ikke om, jeg går bare.. og lige fra den dag
af, valgte jeg at komme ud med alt jeg havde været
igennem.
Jeg var længe om at komme videre, og jeg vil altid have ar
på min sjæl. Men jeg kom ud af det..
Tak fordi i gad læse det, Mvh. pigen på nitten
år med ar på sjælen.
Pige, 19 år