Jeg var 15 år dengang jeg fandt 'verdens bedste
kæreste', synes jeg selv dengang. Han var fantastisk overfor
mig i starten af forholdet. Alt kørte på skinner.
Nogle måneder inde i forholdet skulle vi på ferie
til Spanien sammen med mine forældre. Inden ferien var han
begyndt at sige til mig: 'nu ikke noget med at kigge på andre
drenge dernede vel?'. På dette tidspunkt tog jeg det
overhovedet ikke særlig personligt, jeg tænkte bare at
han sagde det fordi han var bange for at miste mig. Men på
ferien ændrede det hele sig. Han begyndte at være meget
kontrollerende. Hvis jeg kiggede på andre beordrede han mig
til at kigge væk med det samme. Jeg måtte overhovedet
ikke kigge på andre drenge. Jeg måtte ikke tage makeup
på, fint tøj eller noget som helst. Jeg tænkte
ærlig talt ikke særlig meget over det, for jeg troede
det var meget normalt. Jeg konfronterede min mor med hvad han havde
sagt, og hun blev meget sur. Hun sagde jeg skulle tage en snak med
ham øjeblikkeligt, og det lovede jeg at gøre.
(Hvilket jeg aldrig fik gjort).
Da vi kom hjem fra ferien blev det hele meget værre. Han
begyndte at komme men spydige bemærkninger. Han sagde tit jeg
var tyk, og at jeg burde tabe mig. Jeg blev tit ked af det, over
han sagde sådan til mig, og sagde det derfor til ham. Men han
blev bare sur, og sagde han ikke mente det, og sagde jeg ikke
skulle tænke over det. Efterhånden så jeg ikke
mine veninder eller venner længere. Jeg så ikke andre
end ham og min familie. Jeg var fuldstændig isoleret. Jeg
tænkte ikke på andet end at svare på hans sms'er
når han skrev til mig, og at tage telefonen når han
ringede. Mine veninder ringede tit til mig, og måtte bruge
dårlige undskyldninger for ikke at kunne være sammen
med dem, og jeg fik rigtig dårlig samvittighed. Jeg savnede
virkelig mine veninder. Men jeg måtte tænke på
hvad der var bedst for forholdet, og måtte derfor lade det
med mine veninder ligge. Med tiden blev det hele meget værre.
Jeg havde det dårligt med mig selv, og tænkte hele
tiden på, hvad der skulle til for at ikke ville være
sådan. Jeg begyndte at være ligeglad med alt andet end
ham, og kom tit op at skændes med min mor, fordi hun synes vi
var tit sammen. (Vi var sammen alle ugens 7 dage). Men
efterhånden som han fik mere og mere kontrol over mig, synes
jeg det var meget normalt, og havde vendt mig til det. Jeg bildte
mig selv ind at det var meget normalt, det han gjorde.
Senere i forholdet begyndte han at hakke rigtig meget ned
på mig. Han begyndte at skubbe til mig når vi var oppe
og skændes. Han begyndte at råbe og skrige af mig, og
spurgte om jeg ville have nogle tæsk osv. Men det blev
værre og værre. Han begyndte at slå mig når
vi kom op og skændes. Jeg kom tit hjem med blå
mærker, og måtte forklare der var sket noget helt
andet, end det der rent faktisk var sket. Han slog mig så tit
at jeg bildte mig selv ind, at jeg nok fortjente det, siden han
gjorde det.
Jeg husker ikke specielt mange af situationerne hvor han slog mig,
da det blev en vane, at han næsten gjorde det hver dag. Men
jeg husker en episode hvor han sparkede mig i maven og i hovedet.
Jeg skreg af smerte og tiggede og bad ham om at holde op. Men han
blev bare ved.. Da vi kom hjem gav han mig næseblod, og
måtte forklare overfor hans forældre at jeg havde
slået næsen ned i en reol..
Efter mange måneder med psykisk og fysisk vold slog han op i
et skænderi. Jeg var så træt af det hele på
det tidspunkt, og lod det være. Jeg havde aftalt med mig selv
at den her gang var det nok! Jeg valgte derfor at gå med til
at sluttede vores 14 måneders lange forhold.
Jeg fortalte mine forældre nogle dage efter hvordan vores
forhold var. De blev utrolig kede af det, og forstod ikke hvorfor
jeg ikke havde sagt det noget før. De havde det også
på fornemmelsen, men vidste godt at de ikke ville få
det frem i mig. Vi blev enige om at melde ham til politiet dagen
efter. Men det hjalp ikke. Han benægtede alt. Sagen endte i
påstand mod påstand desværre..
Efter vi havde slået op, snakkede jeg med en veninde om hvad
der var sket.. Vi brugte mange dage på at vende det.. Hun
støttede mig 100%, og sagde jeg altid kunne komme til hende.
Og det var jeg så glad for. Jeg nød tiden uden ham. Og
jeg kom meget hurtig videre. Og må indrømme selvom det
er ikke er over et år siden forholdet er slut, har jeg ikke
spildt en eneste tåre på ham, og jeg er så stolt!
Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort hvis jeg var blevet i
forholdet. Jeg er så glad for det den dag i dag, at forholdet
sluttede!
Der findes ingen undskyldninger for at slå..
Pige, 16 år