Jeg blev udsat for kærestevold fra februar 2005 til september samme år.
Vi havde været kærester i flere år og var lige flyttet sammen. Han havde altid været afsindig jaloux, men ellers havde han været sød - for det meste. Jeg var i hvertfald ikke bange for ham.

En dag sidder jeg hjemme i sofaen og skriver sms'er med en god ven, som jeg lige har genetapleret kontakten med. Da jeg benægter at vi nogensinde har været sammen, farer min kæreste op, tager fat i mig og trykker mig op af væggen. Jeg blir bange, skriger, hyperventilerer - men får at vide jeg skal dæmpe mig af hensyn til naboerne og det i øvrigt er min egen skyld. Episoderne blir hyppigere og hyppigere med tiden og efter en måned eller to begynder han at slå. Han slår systematisk på overarmene ved skulderleddet og på låret lige over knæene - for så kan man jo dække mærkerne under tøjet.

Det er så ydmygende! Man bliver talt ned til, slået på, behandlet dårligt og bebrejdigt i så voldsomt omfang, så man til sidst begynder at tro på, at han har ret - man er jo ikke noget værd, når han kan blive vred?? ... Så har man jo selv gjort noget galt...

Mod slutningen af forløbet tog min mor fat i mig og foreslog at jeg tog på sprogophold i udlandet., selvom jeg aldrig havde fortalt hende om volden. Jeg nævnte kort muligheden for min kæreste og bad ham tænke over det. Han synes selvfølgelig jeg skulle blive hjemme hos ham - for han kunne jo ikke undvære mig så længe!! Jeg vidste, at det ville koste mig mange slag, hvis jeg tog afsted, så istedet nævnte jeg muligheden for at rejse for hele hans familie, vores venner osv. så han ville tabe ansigt, hvis han nægtede mig det. Til sidst lod han mig rejse, hvis jeg lovede jeg kom tilbage - det gjorde jeg selvfølgelig. Minutterne før flyet lettede lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville tilbage. Da jeg havde været derovre i en uge, ringede jeg til ham og gjorde det forbi. Han benægtede pure at have slået mig og råbte og truede mig, men 1500 km mellem os gjorde at jeg endelig stod fast og endelig sagde fra!! Derovre kunne han ikke nå...

Jeg kom hjem efter et halvt år og var virkelig bange for at møde ham. Gik med solbriller, gik omveje, kiggede mig over skulderen osv. Jeg farede sammen, hvis jeg hørte en stemme, der lignede eller hvis nogen rejste sig foran mig - fx i en togkupé. Der var musik, jeg ikke kunne tåle at høre og kunne indimellem vågne om natten og mærke smerterne.

Men man rejser sig heldigvis igen. Jeg har intet andet end vrede og foragt tilbage overfor ham den dag i dag. Alle der vil høre, får min historie at vide. Jeg er ikke noget dårlgt menneske fordi jeg har været udsat for vold, og det her tabu skal ikke ties ihjel!

Da jeg for halvandet år siden fik en ny kæreste fortalte jeg ham det hele. Han var simpelthen så sød. Han har gjort mig tryg, lagt energi i at bygge min selvtillid og mit selvværd op igen helt fra bunden, så jeg i dag er stærk og aldrig mere vil blive udsat for den behandling min gamle kæreste gav mig.

Pige, 23 år.