16 år: Vi er lige blevet kærester. Han er 22 år gammel og jeg føler mig meget heldig. Han er min første. Jeg elsker ham allerede efter to uger. Han elsker også mig. Alle finder os perfekte sammen.
Jeg tror, at han gør mig perfekt. For jeg ændrer mig. Han gør ikke. Han er sig selv. Jeg er blevet en pæn og stille pige. En lille, grå mus.

17 år: Jeg har et angstanfald. Siger ingenting. Gør ingenting. Og pludseligt, så kommer slaget.

18 år: Jeg slår op med ham. Jeg har en instinktiv følelse af, at jeg skal være uden ham for at lære at klare mig selv. Men jeg er dybt ulykkelig. Og helt alene. Jeg prøver at få ham tilbage. Men han er allerede rykket videre til den næste.

19 år: Vi har haft en affære i et halvt år. Jeg har en kæreste. Han har en kæreste. Hun er gravid. Da barnet bliver født, afslutter jeg affæren.

20 år: Jeg har endeligt fået konfronteret ham. Han undskylder, at han har slået mig. Og forklarer mig derefter, at jeg aldrig må fortælle det til nogen. Det lover jeg ham.

21 år: Jeg vil ikke være venner med ham mere. Alle de negative sider fra vores forhold, eksisterer stadig i vores venskab. Jeg må ikke tale om ham med vores fælles venner. Kommer jeg med kritik af ham, bliver han rasende og nægter enhver kontakt, indtil jeg undskylder. Han er fejlfri. Jeg er problemer.

22 år: Jeg kom til at fortælle alt til en veninde. Og alle minder og al frygt vender tilbage. Jeg er konstant bange.

23 år: Jeg er begyndt at tale åbent om både den psykiske og den fysiske vold. Han benægter alt og kalder mig syg. Ændrer forklaring og siger, at jeg må huske forkert eller have misforstået det dengang. Flere folk er holdt op med at tale med mig. Men det er okay. For jeg er lettet. Har det som om at jeg kan flyve for første gang i 7 år. Frygten den bliver langsomt sjældnere. Men den er lige så stærk som altid. Jeg kan stadig mærke, hvor han ramte mig. Jeg kan stadig høre ham kalde mig øgenavne. Eller fortælle mig, at jeg ligner en junkie. Jeg har accepteret, at det er en del af mit liv. Jeg fortrænger det ikke længere. Men det gør fucking ondt stadigvæk. Nogle gange ligger jeg krumpet sammen på mit gulv og hulker. Og forbander ham for at have ødelagt mit liv.

24: I dag er en helt normal dag. Bortset fra at det pludseligt gik op for mig, at jeg ikke længere kan huske, hvor han ramte. Jeg kan ikke huske, hvor det blå mærke sad. Det er et lille mirakel! Helt seriøst. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal udtrykke mig. Jeg troede ikke længere på det. Troede, at såret for altid ville være et sår. Og nu er det pludseligt begyndt at hele. Det er skørt, på en god måde altså. Jeg smiler. Og føler at en lille del af mig, er blevet 15 år igen.

Pige, 24 år.