Min historie om at være pårørende til en
misbruger, hvor der også er opstået psykisk og fysisk
vold:
Jeg mødte min (tidligere) kæreste for 2 1/2 år,
på det tidspunkt havde han været stoffri i 1 år.
Vi var sammen i 2 år hvor han ikke tog stoffer. Vi havde
nogen dejlige år sammen og jeg elskede ham utrolig
højt.Han var en utrolig dygtig musiker, kæreste og
ikke mindst min bedste ven.
Men han var meget jaloux - og det er jeg desværre også
selv. Vi kontrollerede hinanden meget. Han skrev især mange
kontrollerende beskeder hvis jeg var i byen. Og jeg tjekkede hans
beskeder og opkald på hans mobil.
Han har slået mig 3-4 gange i forbindelse med
skænderier hvor vi har provokeret hinanden. Alle gange har
jeg været utrolig bange og bekymret. Jeg blev meget
såret og ked af det, men jeg fortalte det ikke til nogen. Han
bad altid om tilgivelse og sagde at han var ked af det han gjorde,
og at han elskede mig meget højt. Han gik meget op i at
få mig til at tilgive ham, ved at være ekstra
sød ved mig.
Vi har skændtes utrolig meget og en af gange har jeg
også givet ham en lussing og skubbet til ham, hvis jeg
følte han var ved at blive voldelig.
I starten af vores forhold, når vi var til fest, drak han kun
sodavand. Men efterhånden begyndte han at tro at han godt
kunne styre at drikke alkohol - Og det gik også godt et par
gange. Jeg hindrede ham ikke i at drikke, da jeg ikke så det
store problem i det. Desuden var han jo selv voksen nok til at
styre det.
Men det greb pludselig om sig med alkoholen, og han begyndte at
drikke meget når han var ude og spille koncerter. Det
udviklede sig til at han fik et tilbagefald med stofferne
også, da han blev tilbudt noget coke efter koncerter.
Han forandrede sig - løj om sit misbrug, blev aggressiv i
forbindelse med skænderier, skjulte ting, tog ofte ikke sin
telefon og aflyste aftaler.
En dag vågnede jeg ved at han sad og røg hash mens jeg
sov. Derpakkede jeg mine ting og gik fra ham.
Han begyndte et misbrug af alt lige fra hash og alkohol til heroin,
coke og stærkt smertestillende.
Jeg holdte kontakten med ham over telefon, da han ikke blot var min
kæreste men også min bedste ven og bedre halvdel. Jeg
var meget bekymret for mig og kunne derfor Han besøgte mig 1
gang efterfølgende - og det viste sig at være den
værste dag i mit liv. - Han var blevet et helt andet menneske
- en narkoman. Han Han havde tabt sig ca. 15-20 kilo, og han var
næsten ikke til at kende længere. Om aftenen da jeg gik
i seng rumsterede han rundt - jeg bad ham åbne døren
til toilettet.
Han var ved at fixe - men han bildte mig ind at det var suboxone
han havde fået fra misbrugscenteret. Jeg sagde til ham at jeg
ikke kunne tro på at han havde fået noget der skulle
fixes. Han digtede videre på løgnen - Jeg ville gerne
tro
på det han sagde, men tvivlen var stor! Jeg så ham fixe
og da han brugte hele natten på at rengøre min
lejlighed vidste jeg at det måtte være et andet
stof.
Jeg græd mig selv i søvn
mens den jeg elskede
ødelagde sig selv.
Jeg forsøgte hele tiden at sige til mig selv jeg ville
stoppe alt kontakt med ham. Jeg så ham ikke i en lang
periode. Jeg havde mange bekymringer og savn.
Men efter nogen måneder begyndte han at ringe og
lød normal i telefonen. Efter jul optog vi kontakten
igen
Og han virkede til at han gerne ville være clean nu. Han var
begyndt på metadon. Vi havde ca. 1-2 måneder hvor det
gik bedre med ham og jeg støttede ham så godt jeg
kunne. Han påstod at han ikke havde noget side-misbrug -
Men
begyndte efterhånden at opdage ham i hans løgne og
opdagede nye ar i lysken hvor han plejer at fixe. Når jeg
konfronterede ham løj han igen. Kom hjem til ham en fredag,
og jeg kunne med det samme han havde taget
noget - fordi han havde stirrende øjne og unormale
størrelse pupiller. Han indrømmede stadig ikke - vi
skændtes
højlydt og det endte med jeg tog hjem igen.
Jeg havde fået nok. Jeg følte ikke jeg kunne
gøre mere. Lørdag aften kunne jeg mærke der var
noget galt
- jeg forestillede mig at han lå død på gulvet,
jeg græd og havde lyst til at tage hjem til ham for at
tjekke. Han tog ikke sin telefon. Jeg bad han mor (som havde en
nøgle) om at tjekke hvordan han havde det. Hun fandt ham
på gulvet - og han røg på intensiv afdeling med
en overdosis.
Jeg besøgte ham søndag og gav ham et brev hvor jeg
havde skrevet til ham at det var slut nu. Han sagde at han ville i
behandling og at alt nok skulle blive godt igen. Men jeg sagde til
ham at jeg havde mistet troen på ham nu og jeg var blevet syg
af alle bekymringerne.
Jeg prøver at leve mit eget liv nu uden ham og jeg
håber det lykkedes mig, nu at slippe fri fra alle bekymringer
og savn.
Jeg er sikker på jeg aldrig vil komme til at stole på
ham igen. Han er idag 36 år, og jeg har svært ved at
tro på at han kan forandre sig. Men jeg håber han
bliver clean igen og ikke dør af stofferne.
Men jeg bliver nødt til at afskære ham fra mit liv for
altid nu, for at passe på mig selv og skabe et trygt
liv.
At være pårørende er utrolig hårdt.
Så hvis i er i et forhold med en der er afhængig af
stoffer og alkohol - så kom ud af det inden det
ødelægger jer!
Der bliver virkelig sat nogen ar på sjælen og man
begynder at bebrejde sig selv.
Jeg var ved at miste mig selv - lad det ikke ske for dig!
Pige, 24 år