Kære ditforhold.dk

Jeg har været i et psykisk voldeligt forhold i ca. 5 år..Det var 5 lange år, da der virkelig skete meget i de år.
Vi mødtes i 2004, vi var begge 20 år gamle, og blev vildt forelskede i hinanden. Tingene gik rigtig godt. Vi besluttede os for at flytte sammen i slutningen af 2004 ( da han alligevel skulle flytte ud af sit kollegieværelse, og vi kunne rigtig godt sammen-tænkte vi ).

Nu er det mange år siden, men jeg kan huske, at det første der skete af det psykiske vold, var at vi var til fest hos nogle venner..og af en eller anden mærkelig grund blev han vred på mig over, at jeg ikke gjorde hvad han sagde jeg skulle gøre, såsom at vaske ordentlig op, tørre ordentlig af, rydde op efter mig selv. Hvis jeg ikke gjorde disse ting bedre, så ville han slå op med mig, og idet han sagde det, smed han sin forlovelsesring langt væk, og så dum som jeg var, løb jeg ud i mørket i det våde græs og hentede hans ring og bønfaldt for ham at jeg nok skulle ændre mig ( da jeg var meget forelsket og var bange for at miste ham). Han tog så sin ring på igen derefter og "vandt" sin sejr.

Jeg gjorde mit bedste i vores lejlighed, ryddede op efter ham, jeg var den eneste der gjorde rent, når han holdt mande aftenener fjernede jeg deres rod efter sig. Han ville have sex helst hver dag, og hvis jeg ikke havde lyst til sex, så troede han straks, at jeg ikke ekslede ham mere..og det i længden var trættende at hører på, så jeg gik i seng med ham når HAN ville, for at få fred. Han begyndte, at bestemme hvilket tøj jeg måtte gå i ( tøjet måtte kun være sort eller rødt ) og hvordan min frisure skulle se ud, jeg måtte ikke klippe mit pandehår i så og så mange cm, jeg måtte ikke gå med briller, da jeg ikke ville se godt ud med dem på, så jeg kom tit til skade ved at gå ind i dørkarme og falde over trapper og tæpper. Så mine ben var tæt spækfyldte med blå mærker, fordi jeg også gik ind i bordkanter, fordi jeg ikke rigtig kunne se dem. Jeg kan huske der var engang hvor han kom hjem fra arbejde og jeg stod i køkkenet og vaskede op, så kom han hen og ville have noget at spise, tog én af de tallerkener jeg lige havde tørret af, og dér blev han vred på mig og smed med tallerkenen, fordi den var ikke ordentlig tør og kaldte mig en dum dør, fordi han havde sagt det til mig 100 gange at de skulle tørres ordentlig. ( og de viskestykker fra tiger butikken er ikk lige verdens bedste at tørre med ) jeg blev bange og sagde undskyld for min fejl og sagde at det ikke ville ske igen.

På dette tidspunkt var jeg begyndt, at gå til psykolog fordi jeg begyndte at trække mig ind i mig selv, kiggede nedad når folk snakkede til mig, jeg glemte at rette ryggen, fordi jeg lukkede mig ind i mig selv. var faktisk en lille grå mus. Jeg kan huske en episode i en indkøbsforretning, der stod jeg tæt op ad ham, fordi jeg trængte til at føle hans kærlighed, men det brød han sig på en eller anden måde ikke om, og skubbede mig væk, så jeg var tæt på at falde.

Han havde tit sagt til mig, at jeg var svær at elske ( AV..) at jeg var dum som en dør, og hvis jeg ikke gjorde som HAN sagde, så ville han slå op. På et tidspunkt i min terapi hjalp min terapeut og min mor, mig med at komme ud af forholdet....det jeg gjorde, var at jeg skred, flyttede alle mine ting ud af lejligheden og sagde farvel. FØRST DÉR INDSÅ HAN HVOR DUM HAN VAR OVERFOR MIG..utrolig nogle først indser sine fejl når den anden partner er smuttet. Jeg flyttede i et lille kollegie og var igang med at finde mig selv igen..efter nogle uger snakkede min X og jeg om hvad der alt var sket og hvorfor han gjorde disse ting imod mig. Han undskyldte meget og jeg troede på ham, så vi begyndte forfra igen, men hvor vi boede hver for sig.

Han var på dette punkt meget klistrende, dvs han ringede til mig konstant, dukkede op på mit arbejde mit i min arbejdstid, hvor min chef blev sur på mig, og hvis jeg ikke smséde tilbage til ham med det samme han skrev, så kimede han mig ned, fordi han var angst for, at jeg ikke gad ham mere..og det var irriterende, især når jeg stod midt i en forretning og var ved at betale, at jeg ikke lige kunne sms til bage. Så var der en aften hvor han dukkede op hjemme hos mig i mit dengang kollegieværelse, hvor han ville snakke om de sidste par uger. Allerede dér begyndte han igen med, at hvis jeg ikke gjorde hvad han bad om, så ville han slå op og idet han sagde det, lagde han endnu engang ringen fra sig på bordet foran mig........ALLEREDE DÉR VAR JEG STÆRK..JEG TOG MED DET SAMME MIN RING AFOG LAGDE DEN FORAN HAM,VED SIDEN AF HANS FORLOVELSESRING OG SAGDE, AT DEN MÅTTE HAN GODT TAGE MED, FOR JEG GAD IKKE HANS LEGE MERE, OG BAD HAM OM AT GÅ MED DET SAMME, JEG ÅBNEDE DØREN OG SAGDE STRENGT,, DEN VEJ...UD NU..JEG GIDER IKKE AT SE DIG MERE, JEG HAR FÅET NOK AF DINE LEGE OG DEN MÅDE DU BEHANDLER MIG PÅ. DU KAN TAGE RINGEDE MED DIG, FOR JEG HAR IKKE BRUG FOR MIN MERE´´.

Jeg kunne se en angst i hans øjne og nogle tåre, og allerede dér havde jeg "Magten". Denne gang var det hele omvendt og han undskyldte sig overfor mig, at det aldrig ville ske igen..ja han nærmest kyssede mine fødder. Og så godmodig jeg er/var troede jeg på ham og lod ham blive, fordi jeg stadig havde følelser for ham....tiden den gik og vi havde det godt nogle mdr..så kom den store dag, jeg blev gravid og det var planlagt. Graviditeten gik nogenlunde mellem min X og jeg, men som gravid havde jeg alle de hormoner, så jeg tænlte at det nok ville gå over, når jeg havde født og han nok ville forandre sig når han så den lille baby. Plus vi blev osse gift.

Men næ nej, da jeg fik veer,da jeg var 40 uger henne, holdte han ikke hvad han lovede mig, hvilket var at han nok skulle være der for mig hele vejen igennem, fra start til slut. Jeg havde store udvidelsesveer og havde brug for hans omsorg,men for mig at se, var det som om han kedede sig og bare ville have det overstået. Han bad min mor om at komme, så hun kunne tage over, for at han kunne komme hjem og sove lidt....Da han lige var nået hjem,og der var gået ca. 1 time, ringede min mor til ham, at jeg var udviddet med 10 cm..Dér havde han ikke sovet, men sad foran sin computer!! jeg blev vred, fordi han heller ville være hos sin computer end sin kone, der var igang med at føde....( Hvad fortæller det lige?!)

Efter fødselen og vi var kommet hjem, gik det heller ikke godt for min x og jeg..jeg følte mig som alenemor selvom vi var gift.
Det der satte det igang at jeg ville skilles, var at jeg bad ham om at tage sin computer med hjem, da han havde den oppe hos en ven og rent faktisk var deroppe det meste af sit liv og ikke hos sin familie. Idet jeg sagde han skulle bringe computeren hjem, sagde han, AT JEG TOG HELE HANS LIV FRA HAM. Hele hans liv som han havde oppe hos sin ven og ikke hos sin familie.

Dér blev jeg vred og ked af det og bad ham om at sove hos sin gode ven i nogle dage for da ville jeg finde ud af om jeg ville blive i dette forhold eller ikke. og faktisk havde min søn og jeg det meget bedre selv end at være sammen med ham, fordi jeg begyndte småt at blive glad igen. Og jeg klarede det fint som alenemor. Derfor valgte jeg at blive skilt.
Vi var kun gift i 10 mdr.

Det var en hård omgang rent psykisk at komme over alle disse minder, og jeg kom også i forhold senere hvor de heller ikke var gode ved mig...Det er hårdt rent psykisk at komme over det, men det der har hjulpet mig var hypnose, hvor hypnotisøren gik ind i min underbevidsthed og hjalp mig med at fjerne de ting der nagede mig.

Nu er jeg i et nyt forhold og vi venter barn sammen, jeg har aldrig i mit liv været så lykkelig som jeg er nu. Min kæreste er så god ved mig og min søn. Det bedste råd jeg kan give videre er, at komme ud af det psykisk voldelige forhold med det samme, for det gavner ikke, gør bare værre.

Pige, 26 år