Jeg havde en kæreste i halvandet år. Han var sød og kærlig, men engang imellem slog det klik for enten ham eller os begge. Vi elskede hinanden meget højt, og jeg tog det derfor ikke så tungt hvis vi kom op og skændes og jeg så fik en lussing.

Første gang det virkelig gik galt, var efter en fest. Vi havde siddet og drukket og haft det hyggeligt hele aftenen, men da jeg skulle til og hjem, var han væk. Det viste sig, at han var gået uden mig, og derfor ikke var til at få fat i. Min kammerat fik hjulpet mig ned ad trappen og på vej hjem mod min kærestes hjem. Men min kæreste var ikke til at finde. Min kammerat hjalp mig, da jeg havde fået en tand for meget alkohol. Vi når næsten helt hjem til min kæreste, kun to huse fra hans hjem. Og pludselig stod han bare bagved os og så meget sur og gal ud. Han begyndte at råbe op om at jeg havde været í seng med min kammerat, selvom at han godt vidste, at det havde jeg ikke. Vi fik snakket ham lidt til ro og min kammerat hjalp os ind. Vi gik i bad og så gik det først galt.
Han begyndte at slå mig i hovedet, først lidt tøvende. Efterhånden som jeg blev ked af det og sagde stop flere gange, begyndte han at slå hårdere og hårdere og så gik det galt for ham. Han smed mig rundt i badeværelset og råbte af mig. Han tog fat rundt om halsen på mig og slog mit hoved imod væggen. Jeg var våd efter badet, og havde stadig sæbe i håret, så jeg kunne ikke komme væk. Hver gang jeg prøvede trak han mig tilbage henover gulvet. Til sidst kom hans plejefar og skilte os ad. Næste dag vågnede jeg med hjernerystelse og blåmærker overalt. Jeg havde ondt over alt i hele kroppen og men jeg skulle på arbejde. Han var ulykkelig og undskyldte rigtig mange gange og lovede mig at det ALDRIG ville ske igen.

Jeg tænkte: "Han lovede mig det, og det var vel også bare mig egen skyld. Det sker nok aldrig igen!!"

Jeg skulle blive klogere.....

Der gik et stykke tid, hvor det kun var små slagsmål og vi var tit lige gode om det, når først det var startet altså. Som regel startede han det!! En dag fik jeg nok og gik fra ham. Det kunne han ikke li'.....

Vi mødte hinanden tilfældigt hos en kammerat en uge efter, og så begyndte han at sidde og svine mig til og genere mig personligt overfor de andre. Jeg blev rigtig gal og sagde til ham, hvad jeg mente om ham. Så rev han fat i mig og smed mig over på sengen da jeg ville gå. Da jeg prøvede at komme forbi ham blev han ved med at skubbe mig ned. Han kiggede bare på mig, mens jeg blev mere og mere ked af det. Tilsidst skubbede jeg ham væk og gik forbi ham. Han tog fat rundt om halsen på mig og klemte til, mens han pressede mig op af en væg. Jeg blev så bange, at jeg slog ud efter ham og ramte. Så klemte han godt fast om halsen og trak mit hoved tilbage. Han hamrede mit hoved imod væggen og klemte så hårdt til at jeg ikke kunne trække vejret længere. Så begyndte jeg at græde, og først der slap han mig. Jeg tog mine ting og løb, og heldigvis nåede jeg at hoppe på en bus...

I bussen tænkte jeg: "Det var min skyld, også selvom det var ham der gjorde det."

Så jeg ringede til ham og vi fandt sammen igen. Jeg tænkte ikke mere over det og levede livet med ham et stykke tid igen.
En dag da jeg steg af bussen blev vi uvenner over at jeg havde spurgt, om han ikke ville hente mig. Det ville han, men han var skide sur og skældte ud, så jeg nægtede at gå med ham hjem. Det kunne godt være, men med hjem det skulle jeg, så han trak afsted med mig, og så gik jeg i panik og løb min vej. Det skulle jeg aldrig ha' gjort. Han fangede mig og gav mig en skalle. Jeg kunne mærke at min fortand smuldrede i munden på mig . Det var simpelthen så ubehageligt! og så trak han mig resten af vejen hjem. Jeg var så ked af det...

Men blev hos ham alligevel, og det blev til en hverdagsting at han slog mig. Først var det for sjov, og det synes jeg var fint nok. Men efter hånden som dagene gik slog han hårdere og hårdere, og jeg begyndte at få mærker. Lige inden vi gik fra hinanden smed han rundt med mig på sit værelse og var meget gal på mig. Men heldigvis kom hans plejefar og stoppede hans leg med mig.
Jeg var sur og bange. Nok mest bange.

Jeg gik fra ham da jeg opdagede, at det ikke altid var min skyld. Det troede jeg altid, og det var den største fejltagelse!! Men jeg vidste fra starten hvordan han var, og jeg ved også godt den dag idag, hvorfor han gjorde det..

Hans liv var kaos, han tog stoffer, drak for meget, han kom fra et voldsramt hjem, hvor han flere gange som lille så sin mor og far tæske hinanden..
Jeg elsker ham stadig utrolig højt, og jeg vil gøre alt for ham, bare ikke ta' imod hans tæsk!! Selvom vi ikke er sammen mere, så passer vi på hinanden som venner. Jeg er desværre stadig ikke kommet videre, men jeg har en masse støtte fra veninderne og vennerne, så det skal nok gå!!

Til alle jer derude: Tro ALDRIG at det er din skyld, for det holder dig fast i skidtet!! Uanset hvad, så slår man ikke sin kæreste på den måde!!

Pige, 16 år.