Jeg mødte en utrolig sød fyr i byen. Han var kærlig og jeg følte at han gav mig den bekræftelse, som jeg aldrig har fået. Jeg havde på det tidspunkt aldrig haft en kæreste, for jeg ville vente på "the one". Jeg troede det var ham.

Dette forhold var begyndelsen på et voldigt forhold med trusler, fysisk vold, psykisk- og materiel vold. Det hele startede stille og rolig. Han manipulede mig, og da jeg var ved at blive "hjernevasket", begyndte volden. Efter han havde slået, sparket og kastet ting efter mig, faldt han på knæ foran mig og græd. Jeg vidste han selv havde haft en voldelig barndom, og jeg har altid troet på det gode i folk, og gav ham en chance.

Vi flyttede sammen - jeg troede det var starten på noget bedre, men tværtimod blev det starten på isolation fra familien og vennerne, styrret fuldstændig, blå mærker, sprækket blodårer og næsten min død. En dag blev jeg indespærret på vores badeværelse i 5 timer, hvor han havde lukket os begge inde og taget nøglen- i disse 5 timer blev jeg så gennembanket på hele kroppen at jeg knap kunne trækket vejret eller gå. Jeg fik en kniv stukket op til halsen hvor han sagde "nu skal du satme dø". Efter disse fem timer, kravlede jeg umattende op i min seng efter at have indtaget et helt glas panodil piller - nu ville jeg dø. Senere om natten vågnede jeg op ved at det hele snurrede i min krop, jeg havde svært ved at se og min mave gjorde mere ondt end man nogensinde kunne forestille sig. Han vågnede og opdagede hvor dårligt jeg havde det, og råbte af mig, "hvorfor skal du vække mig din luder", hvor han derefter ringede efter en ambulance mod min vilje - for jeg ville stadig dø.

Ambulancen kom, og de lagde mig på en båre og spændte mig fast. Han tog med på sygehuset, hvor jeg blev indlagt i fem dage og fik en modgift. Han veg ikke for min side og lovede mig et meget bedre liv. Lægerne spurgte hvorfor jeg gjorde det, og fandt igen på en hvid løgn. Volden fortsatte da jeg kom fra hospitalet. Jeg fik kastet tallerkner i hovedet, skulle betale dummebøder, truet med en kniv til at gå udenfor uden tøj på i snevejr, og taget kvæletag så jeg var meget tæt på at dø, hævet fra sofaen ved at han blot hev i mit hår. Han styrede mit liv.

En dag gik det for vidt. Jeg kom op til min søster, stortudede og fortalte hende hele sandheden. Hun ringede til min mor og far. Vi snakkede om det hele, hvor mange penge jeg skyldte ham- de ville hjælpe. Men inden jeg kom hjem ringede han til mig og sagde"hvis du bare kommer 1 minut for sent, så ved du hvad der sker". Han anede nok at jeg havde fortalt det. Mine forældre kørte mig hjem til ham mod deres vilje, men vi ville ikke have at han kendte til min plan. Da jeg kom indenfor døren gav han mig 4 knytslag i hovedet 3 på benet og hældte skoldende kaffe i hovedet på mig. Jeg formåede at flygte(for første gang nogensinde). Løb alt hvad jeg kunne over til en nabo, bankede alt hvad jeg kunne på døren og spurgte stortudende om jeg ikke måtte låne deres telefon.

Jeg ringede til mine forældre, hvorefter de vendte om og kom og hentede mig. Da jeg var på vej ud fra bilen kom min daværende kæreste rundt om hjørnet. Han var ude at lede efter mig. Min far stod og snakkede med ham og fortalte ham at han skulle ikke slå og han var direkte psykopat og havde brug for hjælp. Så sagde min kæreste "så må hun jo dø".
Mine forældre tog mig hjem til dem, men han opsøgte mig på mit arbejde og begyndte at tude og bla bla. Jeg faldt selvfølgelig for det og tog med hjem til ham. Han var utrolig sød så snart jeg gjorde hvad han sagde, men mine forældre fandt ud af, hvad der skete og hentede mig igen. Jeg blev indlagt på psykiatrisk hospitel, for jeg havde fået en dianose på en psykisk sygdom, som jeg den dag i dag stadig slås med. Det er nu 3 uger siden jeg formåede at slippe ud af hans greb. Kæmper stadig imod de "følelser" jeg har for ham, men det er bare gået op for mig, at den eneste han tænker på er ham selv - han har ingen empati eller sympati overfor andre mennesker.

Har besluttet mig for at flytte til en anden by, har fået hemmelig nummer og adresse. Lever stadig i frygt og kigger mig altid en ekstra gang over skulderen, hver gang jeg går uden for min dør, eller hører mærkelige lyde. Når nogen hæver stemmen eller gør pludselige bevægelser, går jeg fuldstændig i spåner og er slet ikke til at få ned på jorden igen. Kan ikke kende mig selv mere, men jeg går til psykologtimer både for min psykiske sygdom og for at bearbejde hans terror - jeg ved jeg kan slippe væk fra volden, men rædslerne og frygten vil ligge i mig for evigt. Mine sår læges ikke.

Pige, 20 år