Det hele startede med at jeg mødte den her dreng og blev
vildt forelsket! Han sagde de sødeste ting, gjorde de
sødeste ting men som tiden gik blev han mere og mere
kontrollerende, det startede med at jeg ikke måtte tage i
byen uden ham og den aften hvor han fortalte at han ville have det
sådan var også den aften hvor jeg første gang
så hvordan han kan være ... sad sammen med min veninde
i min stue og var ved at gøre klar til aftens bytur da han
begyndte at skrive grimme ting til mig på mobilen, hvor jeg
skrev tilbage af samme skuffe, på dette tidspunkt var jeg
ikke klar over at der sku meget lidt til før det slog klik i
hans hovede.. han kom pludselig styrtende ind i lejligheden og
råbte grimme ting og så slog han mig så
hårdt i hovedet at jeg ned på gulvet og slog min albue
ned i stuebordet, efterfølgende løb han ud igen og
smækkede døren efter sig. min veninde sad med
åben mund og hun var tydeligvis chokeret, jeg var så
ydmyget at jeg aldrig troede jeg ville komme mig over det.
vi besluttede dog at tage i byen alligevel og efter en hel aften
med undskyld beskeder tilgav jeg ham med løftet om at han
aldrig ville gøre det igen, jeg har i al den her tid efter
det tænkt at det sku have været der jeg sagde stop og
jeg ved faktisk ikke selv hvordan jeg kunne få mig selv til
at tilgive det.
Efter det gik det hele bare skævt jeg startede på
universitetet og flyttede langt væk men det blev tingene ikke
bedre af, volden blev værre og værre og ved det mindste
kom alle de nedladende kommentarer når han ikke var der
brugte han bare mobilen, da jeg tilsidst droppede ud af uni
flyttede vi sammen og da jeg så ville genoptage mit studie
på et nyt universitet måtte jeg til at starte med ikke
det for nu skulle jeg blive i den samme by som ham, så han
hele tiden vidste hvad jeg lavede og hvem jeg snakkede med.
tilsidst accepterede han det da jeg gjorde det klart at hvis
valget stod mellem ham og uddannelse så ville det blive min
uddannelse da jeg også har en 3 årig søn jeg
skal kunne forsørge. da han første skole dag
kørte mig hen til skolen gik han pludselig amok på
parkeringspladsen uden foran min nye skole, jeg havde gjort alt for
meget ud af mig selv, mit tøj var for fint og mit hår
måtte ligepludselige ikke være nede, det endte i et
stort skænderi og han slog mig flere gange i bilen hjem(da
jeg efter alle tårerne måtte opgive at komme til min
første skoledag´) kørte over for rødt
flere gange, undgik kun lige at en lastbil kørte frontalt
ind i os, han svinede hele min familie til inkl. min døde
mormor som han godt ved at jeg var meget tæt på (ved
godt hvad i alle tænker hvordan kan hende finde sig i
så noget og hvordan kan hun lade stå til mens der
bliver sagt grimme ting om hendes familie, og nej jeg kommer
faktisk fra en god og funtionel familie så det ikke barndoms
traumer osv. kærlighed gør blind er virkelig et
rammende udtryk) ..
nu ' må jeg gerne ' gå i skole men ik med
løst hår må ikke snakke med nogen drenge heller
ik i gruppe arbejde.. han rev engang min grammatik bog i stykker og
smed resterne i hovedet på mig fordi han var så sur,
han sagde også at nu tvang jeg ham til at kigge på
andre piger nu når jeg ik blev i vores by, hvilket jo er en
fuldstændig absurd påstand ..
En anden epiosode jeg husker og som nok også er en af de
væreste - var da han skrev til min mobil som min eks
kæreste bar en hej søde hvad laver du besked - og i
det sekund jeg fik den gik det igennem hovedet på mig at min
eks kæreste aldrig ville skrive hej søde til mig men
jeg gik alligevel lidt i panik og valgte at svare tilbage at jeg
ikke havde tid og at jeg ville skrive dagen efter (hvilket jeg self
ikke ville have gjort) og så slettede jeg beskederne så
min kæreste ikke skulle se det og tro at det var mig der
havde skrevet til ham osv. men da han kom ud af badet brød
helvede løs, det viste sig self. at det var ham der lige
skulle teste mig ... han slog mig flere gange med knyt næve
på hele kroppen for bagefter at tvinge mig til at pakke alle
mine ting som han så lagde ud i bilen, så kørte
han mig afsted mens han råbte og skreg og som
sædvanligt totalt ignorerede trafikken, det var mørkt
og han kørte mig ud i skov, panikken sad mig helt op i
halsen og jeg havde det ligesom i de drømme hvor man bare
ikke kan løbe selvom der er noget man skal væk fra nu,
som om mine ben sov (forstår stadig ikke hvorfor jeg ikke
bare løb og ringede til politiet men som en politimand
venligt fortalte min veninde da hun en dag efter en slem bytur hvor
han slog mig foran hele verden og jeg stak af, prøvede at
skaffe mig noget hjælp ; vi blander os ikke i
udlændinges familiers problemer - og ja jeg var også
målløs da jeg hørte den besked)
han kastede mig ned i skovbunden og sparkede mig flere gang mens
jeg bad ham stoppe han havde taget en kniv i hånden og satte
den på min hals mens han stod med tlf. og indtalte hvad han
befalede mig at sige, jeg skulle sig til mine forældre farvel
og at jeg var en luder og i den stil ....
det er så svært når man først er fanget
i det, alle løfterne alle undskyldningerne alle de
søde ord, manipulation det er nok det det hele i
virkeligheden er han har flere gange givet mig blodnæse bar
for ingenting, og en gang slog han mig foran min 3 årige
søn hvorefter han spyttede mig i hovedet og kaldte mig
luder, min søn tørrede tårerne fra min kind og
sagde du må ikke græde mor, mit hjerte var
fuldstændig knust , jeg forlod ham efter den dag og lovede
mig selv at jeg aldrig ville lade mig opsluges af sådan en
slags mands kærlighed igen, aldrig men efter et par uger
..
- og jeg er flov over at sige at vi stadig den dag i dag er
sammen på trods af alt det dårlige så er han
virkelig inderst inde en god dreng og jah han er på trods af
sine 24 år en dreng inden i.
ham og min søn har det bedste forhold og han har aldrig
gjort noget lignende foran min søn men volden er der stadig
når vi er alene og jeg ved at det må ende en dag jeg
har bare opbygget et mærkeligt immun skjold overfor det
så længe det kun er mig det går
udover(tænker jeg selvom det self. ikke er rigtigt) .. jeg er
bange når han ikke er der for hvad der sker når vi igen
er sammen og når vi er sammen er jeg mere tryg fordi så
kan jeg i det mindste se i hans øjne hvornår det er
ved at gå galt .. jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer over
det eller om jeg nogensinde kan få et liv hvor jeg ik
går rundt og er bange for om han lige pludselig dukker op,
når man ikke engang kan stole på politiet for
beskyttelse ..
har aldrig fortalt det til min familie ved egentlig ikke hvorfor
jeg ved at de ville gøre alt for at få mig ud af det
og beskytte mig men det bare så flovt at skulle
indrømme at man har været så svag ladet nogen
overtage en på den måde ..
og bare mens jeg skrev det her er det gået op for mig at
det må slutte.
- Man tilgiver hurtigt men glemmer aldrig
Pige, 22 år
Kommentar fra ditforhold.dk:
Ja, det må stoppe nu, og jo før, du gør noget,
jo bedre. Volden bliver som regel kun værre med tiden.
Tag imod hjælp fra din familie og venner, så du ikke
står alene. Det er ikke flovt at indrømme volden -
tværtimod! Vi vil også opfordre dig til at ringe til
Hotlinen tlf. 70 20 30 82. Der
er åben døgnet rundt, og du kan ringe
anonymt. Du kan også skrive til
brevkassen og få
rådgivning. Søg hjælp, inden det er for
sent.