Ham jeg var kæreste med, var en rigtig sød fyr i starten af vores forhold. Han gjorde det godt nok klart for mig allerede til at starte med, at han ikke var så vild med at gå i byen, og sådan noget. Han synes, det var spild af penge, men det var okay at jeg gjorde det. Jeg kunne rigtig godt lide at gå i byen med mine veninder og jeg forsikrede ham om hver gang at jeg ikke ville være sammen med en anden fyr. Han blev ret jaloux hver gang jeg ville afsted, men han lod mig altid gå.

Da vi så flyttede sammen, der blev det meget værre. Jeg kunne slet ikke kende ham mere. Han var sur hver eneste dag han kom hjem fra arbejde, og der var ingen af de ting jeg gjorde, der var gode nok. Det blev værre og værre. Hvis det var noget forkert mad jeg havde lavet så var det galt, eller hvis jeg købte noget forkert til ham, kunne han finde på at smide det på jorden og træde på det, foran vores venner. Der blev jeg ydmyget, og det blev jeg også, når jeg blev kaldt for en luder, af ham, foran andre. Jo mere frustreret han blev, jo mere provokerende blev jeg, og han begyndte at slå, sparke og skubbe til mig. Det skete ikke hver dag, men det skete tit...

Jeg fik det rigtig dårligt. Jeg sagde ikke noget til nogen, og hver gang så kom han og sagde undskyld, og sagde at det ikke ville ske igen. Men det gjorde det hver gang. En dag nævnte jeg for ham, at jeg ønskede, at læse videre, så jeg fik en længere uddannelse, end den jeg har i forvejen, men det måtte jeg ikke for ham. Han sagde, at vi ikke havde råd, og han gad ikke bakke mig op. Desuden mente, han at jeg ville blive mærkelig, når jeg lærte nye mennesker at kende. Han havde også bedt mig om for lang tid siden, at slette ALLE drenge i min telefonbog. Den eneste jeg fik lov til at beholde, var min far.

Jeg fik det mere og mere dårligt, og jeg var bare nødt til at snakke med en om det, fordi jeg vidste at det her ikke var normalt. Så jeg valgte at beholde min eks- kærestes nr, og vi var bare venner. Men det vidste min kæreste, på det tidspunkt ikke. Min ven og jeg snakkede løs om alt det her, og han hjalp mig med at gå fra min kæreste. Jeg havde brug for det spark. Jeg turde ikke gå fra ham. Så han hjalp mig med at hente mine ting, og komme lidt på rette køl igen. Det var og er stadig ekstremt hårdt for mig, men det er det bedste valg jeg nogensinde har truffet, fordi man skal ikke leve sådan. Det skal ingen.

Idag kan jeg da heldigvis mærke, at jeg får det bedre og bedre. Håber inderligt at andre vil gøre det samme som mig! Man skal nok komme videre!

Pige, 19 år.