Jeg ved, at der findes flere millioner, der har det langt værre og har oplevelser, som er langt mere traumatiske, og jeg vil så nødigt fremstå som et menneske med mangel på respekt for dem, for jeg har alverdens respekt for de mennesker!
Jeg kan blot tale for mig selv, når jeg siger, at mine erfaringer og oplevelser har taget mit liv og håb fra mig og presset mig til det yderste adskillige gange. Jeg tør ikke sætte mig ind i, hvordan et menneske ville ødelægges, hvis det oplevede langt mere traumatiske ting, end jeg har.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde slipper fri af følelsen af hans hænders greb om mit liv. Der er gået måneder, siden han kontaktede mig sidst. Han siger altid, at han savner mig forfærdeligt, at han ikke kan leve uden mig og at han ved præcis, hvad vores problemer grunder i, og hvordan vi kan løse dem. Han er besat af tanken om, at vi skal være sammen hele livet, at jeg er hans og kun hans.

Vi fandt sammen som 14-årige, da vi gik i samme klasse i folkeskolen. Allerede de første par gange, jeg var hjemme hos ham, begyndte han at røre ved mig, når vi lå og kyssede. Han rørte aldrig blidt, altid hårdt og ufølsomt. Jeg tænkte, at han bare ikke vidste, hvor ømme punkter der er i underlivet på en kvinde, selvom jeg nu ved, at jeg var bange allerede dengang. Han vil for evigt være svær at blive klog på. Alt han stod for var dobbelthed og modsatrækkende udmeldinger. Han sagde helt fra starten, at han elskede mig, og jeg, naive, usikre menneske, følte mig smigret, så jeg lod mig rive med.

Vi gik i seng sammen den 4. gang, jeg besøgte ham. Vi var jomfruer og havde begge præstationsangst. Vi var ikke nøgne den første tid, fordi mit selvværd var og er meget lavt. Jeg ville ikke blotte min krop og mine bryster for ham, fordi den/de er meget underudviklet/de. Det eneste jeg mindes fra første samleje er, at det smertede frygteligt, og dét holdt ikke op siden hen. Efter et par gange ytrede han, at han var vred over, at vi ikke havde haft oralsex før samleje, og at jeg ikke ville være nøgen for ham - for i hans hoved var der en rækkefølge for slagets gang. Jeg havde bare inderligt ingen lyst til, hverken at vise min nøgne krop, gøre noget oralt for ham, eller til at han gjorde noget for mig. Han pressede på hver gang, vi var sammen. Han brugte en barnlig, tiggende tone, mens han sagde: "Med tænderne!" - "Maja, du skal give mig en guffer!". Det udviklede sig til ordre; "Kom nu, Maja! Du er fandeme så kedelig!" - "Hvorfor fanden kan du ikke bare gøre de ting, som alle andre normale piger gør for deres kærester?!".
Jeg havde stadig min indre styrke og vilje dengang, så jeg holdt fast, selvom jeg mærkede et gradvist forfald af denne evne. I halvanden måned tiggede han, hver gang jeg var hjemme hos ham. Til sidst inddrog han sin bedste ven (som også gik i vores klasse) i, at jeg ikke ydede, hvad han seksuelt forlangte af mig. Da begyndte hans ven at hjælpe med presseriet. De gjorde det i frikvartererne såvel som i fritiden, mens alle fra min klasse, og andre, var til stede. "Maja, du skal give Simon en guffer! Simon er en mand med behov, og dem skal du, som hans kælling, opfylde. - (hahhaah...)". Jeg følte mig ydmyget og elendig. Jeg var så bange for at miste ham, fordi jeg var kedelig, så jeg bukkede under i sidste ende. Jeg var overrasket over, at det første gang ikke var så slemt, som jeg havde frygtet. Anden gang blev min frygt dog indfriet, og det blev fortsat mere og mere grænseoverskridende, væmmeligt og hårdt.

Jeg gjorde alt, hvad han bad om - både seksuelt og i daglig praksis. Tog det tøj på, han bad mig tage på, fik ændret min frisure 100 gange, meldte afbud til min egen families sammenkomster for at være sammen med ham (hjemme hos ham), skubbede alle mine venner og veninder fra mig, prøvede alle de stillinger, han havde spottet, når han så porno om natten, slugte hans sæd, selvom jeg var på grænsen til at kaste op hver gang, lod mig overtale til ufatteligt smertefyldt analsex, lod ham slå mig og tage mig så hårdt, at det blødte fra mit underliv ("Jeg kan lide, når kvinden har det hårdt!" - sagde han). Det var dér angsten kom. Jeg blev indlagt med angstanfald, hvor hele min krop fik muskelkrampe. Anfaldende varede i flere timer, og vi fik aldrig besked om, at det var angst, men at det var stress. Jeg blev sygemeldt en måneds tid fra skole, pga. nedtrykthed, anfald og vægttab. Dengang anede jeg ikke, hvorfor jeg blev så syg. Jeg var så blind, at jeg ikke så de nedbrydende faktorer i vores forhold.

Vi var sammen i 2,5 år. 2,5 år med voldsomme skænderier og mere end 2000 brud (han slog op med mig, når jeg ikke opfyldte hans ønsker og/eller sagde ham imod). 2,5 år hvor han holdt mig nede fysisk og psykisk (magt - og styrke demonstrationer). 2,5 år hvor jeg forsømte mig selv, min familie og mine venner til fordel for ham og hans, som jeg fungerede som søster, datter, tillidsfaktor og mægler for. 2,5 år hvor jeg lod ham styre min påklædning, mine frisure og alt andet ved mit udseende og min personlighed. 2,5 år med hån af mit svage, intellekt, svage psyke og mine manglende færdigheder på alle områder, som fik mig til at påtage mig en gennemført naiv, lalleglad og ubegavet facade.
2,5 år som sandsynligvis har gjort deres til at forårsage, at jeg er ude af stand til at følge nogen form for ungdomsuddannelse pga. depression, angst, spiseforstyrrelse, selvmordstanker, flashbacks og søvnløshed (mareridt), som ugentligt bringer mig til terapeutisk behandling på Ungdomspsykiatrisk Afdeling og medfører dagligt indtag af antidepressiv - og nervemedicin.

Der er som nævnt gået måneder siden, jeg sidst hørte fra ham. Lige nu sidder jeg blot i et venteværelse af frygt og afmagt og venter på at høre fra ham igen.

Pige, 16 år.