Det hele startede med at jeg var på ferie i Norge ...
Der mødte jeg den lækreste fyr, som jeg bare måtte have noget med.
Så vi snakkede sammen og vi så blev vi til kærester. Men dagen efter skulle han hjem til Danmark igen, og jeg skulle først hjem en uge efter. Da jeg kom hjem tog jeg en tur i byen med mine veninder, da jeg ser ham, og jeg råber til ham og løber ham i møde. Så vi aftaler, at vi skal være sammen dagen efter. Da jeg kommer hjem til ham, bliver han sur og slår mig på siden af hovedet.. Men jeg tager det som om at jeg har fortjent det. Han slår mig op til 4 gange.

Jeg tog hjem med blå mærker på min side og mine arme. Og hver eneste gang jeg var dernede, kom jeg hjem med 5 eller 6 nye blå mærker. Lidt efter lidt blev jeg mere kold over for de slag, han gav mig, og så begynde han at køre mig psykisk ned. Og det fik mig til at gå helt ned. Jeg spiste ikke, jeg sad bare og kiggede ud i luften. Men jeg turde ikke gå ud af forholdet, for jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på at gøre imod mig. Så derfor begynde jeg at skære i mig selv og tage piller. Jeg prøvede at tage mit eget liv rigtig mange gange.

Men mine forældre og venner/inder støttede mig 110% og jeg slog op fordi, at jeg bare ikke kunne klare det mere. Og inderst inde vidste jeg jo godt, at det til sidst ville give mig så store konsekvenser, at jeg ikke ville turde at finde en ny ...
Min kæreste var 18 og blev derfmeldt til politiet, efter at jeg slog op.

Idag er jeg kommet videre og har en kæreste som passer på mig. Jeg går også til psykolog 2 gange om ugen. Men selvom at jeg er kommet videre er jeg bange for at møde ham igen og kan ikke sove om natten uden jeg vågner af dårlige drømme.
Men piger og drenge, please, hvis I er i sådan et forhold snak med jeres forældre, lære eller læger. For sådan et forhold er ikke noget værd! Og I skal ikke komme så langt ud som jeg gjorde. Det er for dumt. Jeg håber virkelig at I forstår det..

Pige, 15 år