Jeg fik min første rigtige kæreste da jeg var 13
år gammel, dengang vidste jeg ikke hvad et forhold indebar.
Husker det som om det var igår - det var sommer, og jeg
så ham sammen med sine venner. Han var en af de
populære drenge og han fik mig til at føle mig
speciel. Det hele gik fint i starten, på det tidspunkt var
han 16 år gammel.
1 Episode; Efter ca. 8 måneder, var han begyndt at blive
meget jaloux og hævede sin stemme ved flere lejligheder -
så jeg sagde fra, og ville ud af forholdet. Jeg kan huske at
jeg stod i hans opgang i en boligblok, hvor jeg fortæller
ham, at jeg ikke ville længere. Den dag havde jeg taget
rulleskøjter på og det var første gang jeg
rigtig kunne se vreden i hans øjne. Han skubbede til mig,
så jeg væltede ned af trappetrinene, derefter skyndte
jeg mig, at rejse mig og rulle væk. Han ringede flere gange,
men jeg undlod at tage telefonen, og rullede ned til min gamle
skole, hvor jeg sætte mig ned på en bænk. Nogle
minutter efter kunne jeg høre ham råbe mit navn, og da
han fandt mig, var han ked af det og undskyldte mange gange, sagde
"at det ikke var med vilje". Jeg endte med at tage ham tilbage,
fordi jeg havde ondt af ham, og troede på at han ikke gjorde
det bevidst.
Efter den første episode blev volden en del af min hverdag -
og jeg havde vænnet mig til at acceptere den, selvom jeg
inderst inde vidste at det var forkert. Han fortalte mig hver dag,
at ingen andre ville have mig, og jeg skulle være glad for at
jeg havde ham og at jeg ikke duede til noget. Jeg troede vel
inderst inde at jeg kunne redde ham, og gøre ham til et
bedre menneske.
Realiteten gik op for mig ca 5 måneder efter den
første episode. Hvor jeg en dag kom op til ham og han
låste dørene og begyndte at slå mig i ansigtet,
da jeg rejste mig op, sparkede han mig i maven, så jeg faldt
om igen. Derefter rev han mig i håret ud til telefonen, og
ringede til politiet. Hvis i ikke er her om 10 min. slår jeg
hende ihjel. Husker stadig hundelyde og politiet der kom
løbende. På det tidspunkt gik det op for mig, at jeg
skulle væk, ud af det forhold.
Jeg var bange for at gå fra ham, eftersom han truede at
gøre min familie og venner ondt. Han begyndte på et
tidspunkt i vores forhold at tage stoffer, og jeg kunne ikke se en
anden udvej end at prøve at overtale ham til
afvænning. Idet at det lykkedes, havde jeg mulighed for at
gå fra ham, uden at han kunne gøre nogle af dem jeg
har kært ondt.
Jeg har gennem min voldsramte tid, fået rigtig meget
støtte af mine veninder og tror det er én af
grundende til at jeg idag føre er normalt liv. Min familie
har også efter de har fundet ud af mit voldsramte forhold,
som jeg har holdt hemmeligt, hjulpet mig rigtig meget.
Jeg har nok begået den største fejltagelse ved ikke at
havde søgt psykologhjælp, men havde den opfattelse, at
hvis jeg kunne rode mig ind i problemer som disse, kunne jeg
også selv hjælpe mig ud af dem igen.
Efter mit voldsramte forhold fik jeg en rigtig sød
kæreste gennem 3 år, som lærte mig, hvad et
forhold virkelig indebærer.
Trods alle mine problemer efter forholdet, studerer jeg idag jura
på Aarhus universitet - og vil som udgangspunkt være
anklager inden for kriminalitet. Tror at mit voldsramte forhold har
inspireret mig i den retning inden for juraen.
Jeg vil råde andre til at søge om hjælp, for den
dag i dag, har jeg stadig ar fra dengang. Jeg reagere blandt andet
meget hurtigt hvis folk vifter med armene foran mig.
Søg hjælp, og husk man skal ikke "frelse dem", de
skal "frelse sig selv".
Pige, 22 år