Hejsa alle

Jeg vil gerne fortælle om hvordan jeg mødte, det jeg troede var den perfekte fyr.

Klokken er ni om aftenen, og jeg har mødt den her fyr i byen. Han er ekstremt sød, uimodståelig og uadvendt. Han er venner med alle, og jeg kan mærke at der er mange der ser op til ham, der er faktisk sådan lidt kamp om hvem der scorer ham.
Heldige lille generte mig bliver skubbet ind i ham ved et "uheld", han vender sig om og smiler bare. Med hans store brune øjne og charme har han allerede fejet benene væk under mig. Jeg rødmer og kigger ned i jorden, han tager sin hånd og løfter stille min hage opad, mens han siger: Er der noget galt smukke?
Efter en aften med dans og kamp om mr. charming, tager jeg hjemad, jeg tager bussen og pludselig mærker jeg en hånd på min skulder. Jeg bliver skræmt og kigger op, det er fyren fra byen som tysser af mig og kysser mig på munden.
Som tiden går begynder vores forhold at udvikle sig, jeg begynder at overnatte mere og mere ved ham, vi har vores første gang, som hurtigt bliver til flere, alt går faktisk helt som det skal i nogle måneder.

Men en dag skulle det vel have sin ende, og jeg tænker når man har været sammen i snart et halvt år, bliver afslutningen jo sværere og sværere at håndtere. Men Thomas som drengen hedder, var ikke god til at slå op, han var jo drengen med det gode rygte. Thomas får mig derfor på en måde, jeg ikke kan forklare dagen i dag, til at slå op, uden at jeg selv er klar over hvad jeg har gjort. Thomas og jeg var så ikke sammen mere, og da vi så mødes i byen en dag ser jeg så han er sammen med en masse andre, men jeg tænker trods mine venners protester at det er min fejl og at det er mig der har skræmt ham væk, Thomas har nemlig allerede på dette tidspunkt sat dybe spor i min sjæl. Jeg kommer længere og længere ud, bliver fjern i mit blik, fjern at snakke med, husker ikke længere, det eneste der spiller en rolle er Thomas.

Efter 1måned uden rigtig kontakt til omverdenen begynder jeg at miste troen på at Thomas kommer tilbage, jeg går til de mere drastiske metoder i et håb om at Thomas kan høre hvad jeg tænker og hvor meget det går mig på. Jeg løfter bladet endnu en gang, og den blodfyldte arm med det nedkradse navn Thomas begynder at sløre i mine øjne, jeg besvimer og vågner nogle dage efter på hospitalet med min familie stående ved min side. De står alle og græder, og i hjørnet sidder Thomas. Mine forældre har haft ringet rundt for at få fat i ham. Thomas er kommet af skyldfølelse, en tåre triller ned langs hans kind. Da jeg kommer hjem får Thomas og jeg talt alt igennem, og jeg fortæller hvordan jeg nærmest var besat af ham, hvordan han var det eneste jeg tænkte på dag ud og dag ind. Han siger at han ingen anelse havde og at jeg bare skulle have talt med ham om det.

Så mit råd til alle her vil være tal om det, det løser alt!

Pige, 17 år.