Da jeg var 15 år blev jeg kæreste med en fyr, der virkede til at være en helt fantastisk kæreste. Han var rigtig sød, ydmyg og god, ikke kun overfor mig, men også overfor mine venner og veninder. Vi var rigtig folkeskoleforelskede og alt var godt, indtil en aften han var blevet meget jaloux over, at jeg havde været i biografen med 2 venner (drenge). Han var rasende, helt ude af den, men jeg fik ham dog til at falde til ro i den tro, at det var mig der havde lavet fejlen (han sagde jeg var ham utro). Det var dén aften mit mareridt begyndte. I næsten ét år var der episoder med både fysisk og psykisk vold, af den værste slags.

Det skete som regel hvis han var vred eller jaloux, hvilket han blev voldsomt hurtigt. Han kunne finde på først at råbe og skrige af mig ... Jeg har altid været stærk og kunne forsvare mig selv verbalt, så det gjode jeg ... Men fysisk kunne jeg ikke, så det endte som regel med at han tog musklerne i brug. Det var meget forskelligt de ting han gjorde: Som regel kvælertag, holdt mig fast, holdt fast om mit hoved og bankede det mod en mur eller andet. Hev i mine arme, eller strammede så hårdt om mine håndled at jeg blev følelsesløs i mine hænder; han kunne sætte sig oven på mig med knæene i min mave, så jeg fik utrolig ondt. Han har flere gange smidt mig mod en væg, et vindue eller andet. Enkelte gange har han løftet mig op i ansigtet eller halsen. Han har dog aldrig slået mig med knytnæve, og jeg tror at jeg i den alder, forbandt kærestevold med deciderede slag med knytnæve. Jeg sagde til mig selv, at når han kom til det punkt, så ville jeg ikke mere. Men det gjorde han aldrig.

Mange tænker sikkert "jeg var da smuttet med det samme hvis det skete for mig!" - men så let er det ikke.

Det værste, synes jeg, var næsten den psyiske vold han førte. Samtidig med at han var voldelig og gjorde de her ting mod mig, brugte han ting mod mig, som feks det at jeg ofte skændtes med mine forældre, eller hvis en veninde var sur på mig. Så kunne han sige "Jamen bare se dine forældre - de hader dig jo, de ville ønske du var død!" Når han havde gjort de her ting mod mig, og jeg brød sammen og græd mine øjne ud, kunne han med det samme stoppe, tage om mig på den her helt specielle måde og sige med den blødeste stemme "Skat - når de andre ikke vil have dig, så husk på, at det vil jeg. Jeg elsker dig! Jeg er den eneste der elsker dig".. Som 15-16årig, tror man desværre på disse ting, især i "kampens hede".. Han kunne virkelig manipulere med mig. Jeg prøvede flere gange at ta' mit eget liv, jeg skar i mig selv, jeg hadede mig selv, og gemte mig selv under en masse tøj.

Dét der gjorde jeg fik nok, var at jeg ændrede mig. Jeg blev voksen ændrede min tøjstil, og blev flottere, og fandt ud af at andre fyre, var interesseret i mig, og andre forhold var bedre og sundere. At det vi havde gang i, ikke var normalt. Og at jeg kunne få bedre - ikke sådan som han sagde, at ingen ville ha' mig.

Men jeg kunne ikke komme ud af forholdet, for hver gang jeg prøvede, stod det samme helvede på, igen og igen. Til sidst begyndte jeg at date andre, velvidende om at det måske kunne koste mit liv. Han holdt skarp øje med mig, ringede til mig konstant og flippede hvis jeg ikke tog telefonen. Han kaldte mig en dårlig kæreste og et forfærdeligt menneske, fordi han kun var god ved mig (sagde han).

Til sidst fik jeg sagt: "Jeg vil ikke mere! Forsvind ud af mit liv!". Her begyndte han så at drive mig til vanvid ved at ringe til mig hele tiden og tale nedladende om mig, at jeg ikke var noget værd, ikke var elsket, ingen ville ha' mig. Jeg søgte støtte hos venner og veninder, såvel som en ny kæreste. Det hjalp lidt. Jeg skiftede nr. og prøvede at få ham helt ud af mit liv. Det der hjalp mig var mine venner og veninders støtte, såvel som hans venner. Det var en fælles kamp, men det lykkes. Jeg fandt dog ud af at den nye kæreste han senere fik, var han også voldelig overfor. Jeg og hans venner fik det stoppet, men jeg ved at han stadig er voldelig og har behov for hjælp.

Den dag i dag har jeg ondt af ham. Det skal siges jeg aldrig gik til mine forældre, da jeg skammede mig over det - men hvor ville jeg ønske jeg havde gjort det! De ville ha fået mig ud af det med det samme!

Det er nu snart 4 år siden jeg gjorde det forbi, men jeg lider stadig. Jeg kan ikke komme over de ting der skete. Eks. går jeg i panik hvis nogen holder om mine håndled. Jeg har flere gange slået folk fordi de tog fat, bare for sjov. Og jeg flippede ud. Ingen ku' forstå det, og de skal ikke vide det. Jeg taler dog åbent om det der skete, for forhåbentlig kan lære andre noget. Jeg lider af det endnu og vil nok altid gøre det. Det har gjort at jeg er bange, så snart en fyr bliver for stærk - selv i sjov. Jeg har haft adskillige depressioner og har flere gange været ved at tage livet af mig selv. Mit selvværd har været lig nul. Det er i dag dog meget bedre, men der er lang vej endnu.

Det der går mig mest på, er de mange som ser piger i voldelige forhold som svage, dumme osv - og selv siger at sådan vil de aldrig selv ende. Jeg har altid været stærk og troede aldrig jeg skulle se mig selv i den situation. Men det skete - jeg synes ikke man skal dømme andre for de ting der sker. Det er ikke ofrets skyld, det er ikke pigens skyld. Det er derfor vigtigt, at når der sættes fokus på de her ting, at man ikke gør de udsattes oplevelser til deres egen skyld og sørger for at fjerne hele tabuet omkring dette emne. Det er et alvorligt problem, som giver rigtig mange ar på sjælen.

En kommentar til siden, er at det ikke hjælper at fortælle "ofrene" hvad de burde gøre og ikke burde gøre. Situationerne kan være så vanskelige at være i, og komme ud af, at det ikke hjælper at være bagklog og fortælle hvad der er ret og forkert. Den bedste hjælp i situationer som min, og så mange andres, er udelukkende hjælp og støtte fra familie og venner - at de elsker én og er der 100%. Det er dét der hjælper i sidste ende. Er voldsmanden psykopat eller ude af kontrol, kan han/hun ikke tales til fornuft, og det kan være livsfarlig at prøve på det. Gå til venner, veninder og især forældre eller en anden voksen. Det hjælper!

Jeg håber min historie kan give inspiration og ting til eftertanke hos ofre såvel som voldsmænd. 

Pige, 21 år