Det er ikke overstået bare fordi man går fra ham!

I 4 år havde jeg en voldelig kæreste. I starten slog han ikke, men har senere fundet ud af at jeg på det tidspunkt blev udsat for psykisk vold. Det var først efter 1 år, det både blev psykisk og fysisk. Han undskyldte altid bagefter og lovede at det aldrig ville ske igen. Jeg troede på ham.

Vi boede langt fra hinanden. Jeg boede på Lolland og han på Sjælland.

På et tidspunkt tog jeg hjem til ham og blev hos ham i ½ år. I den periode blev jeg udsat for psykisk og fysisk vold hver dag. Jeg mistede kontakten til mine venner og familie.

Husker tydeligt en episode, hvor vi skændtes til langt ud på natten. Jeg gik ud på toilettet for at tørre mine øjne efter at have grædt i lang tid og det syn der mødte mig i spejlet glemmer jeg aldrig! Jeg så en pige med uglet hår, hævede øjne og blodige læber, et rivemærke på halsen og blå mærker på armene. Jeg havde ondt i hele kroppen. Kan ikke beskrive det bedre. Det var meget ubehageligt. Men jeg blev hos ham. Følte at det var min skyld han slog mig. Jeg måtte have sagt eller gjjort noget der gjorde ham sur.

På et tidspunkt havde jeg en veninde der blev gravid og skulle have en abort. Jeg begik den fejl at fortælle ham det (man fortæller jo sin kæreste alt?!) Han drillede hende med det :( Der gik ikke mange uger før jeg fandt ud af at jeg var gravid. Det var min egen skyld, for vi brugte ikke beskyttelse, men tanken strejfede mig, at det var lidt underligt at der ikke var sket noget i 2 år - at det lige skulle ske efter han havde fået at vide at min veninde var gravid.

Jeg fik en tid til at få en abort og blev samtidig tjekket for klamydia. Det vidste sig at jeg havde det. Vi skulle begge have pencilin og da min kæreste mente at det var mig der havde smittet ham ville han have at jeg skulle betale for hans pencilin også. Ca 1 år inden jeg blev gravid havde vi ikke været sammen i 9 mdr hvor han havde været sammen med 16 forskellige og jeg havde haft to korte forhold. Alligevel var det min skyld. Alt var min skyld. Dette bebrejder jeg ham dog ikke da vi begge kan have fået det og smittet hinanden. Men at han skulle stå og fortælle mig at han var sikker på at det ikke var ham der var faren til det barn jeg ventede var ikke sjovt. Jeg fik aborten og det er jeg glad for idag, selvom det tog hårdt på mig.

Det endte med at vi flyttede sammen i en lejlighed på Lolland. Vi nåede kun at bo sammen i 4 mdr før jeg smed ham ud. Havde en god veninde der hjalp mig til at se hvordan han virkelig var. Hun hjalp mig til at se hans spind af løgne.
Jeg gav ham et sted at bo, jeg betalte hans regninger, jeg købte en telefon til ham. Alt sammen fordi han havde så meget gæld, som jeg ikke anede noget om. Det fandt jeg først fandt ud af bagefter.

Jeg blev for alvor bange da han en aften da vi skændtes skubbede til mig så jeg røg bagover og slog hovedet ind i væggen.

En dag, mens han var i skole, pakkede min veninde og jeg alle hans ting og da han kom hjem bad jeg ham om at tage afsted igen.

Idag er det 2½ år siden jeg smed ham ud. Jeg er stadig ikke kommet over det. Bliver stadig ked af det og bange. Meget bange - uden at vide hvorfor. Begynder at græde når jeg ser filmen 'Enough' med Jennifer Lopez. Bliver ked af det når jeg ser små børn. Det gør mig ked af det at jeg fravalgte barnet, men jeg ved at det er for det bedste. Og er et eller andet sted glad for jeg valgte aborten. Min barn skal ikke vokse op med en voldelig far.

Er endelig begyndt til psykolog og jeg kan mærke at det hjælper.
Jeg er så glad for at jeg kom ud af det forhold. Men jeg ved også godt at jeg ikke kan sige til piger i samme situation at de skal gå fra deres kæreste. For man kan ikke se det når man står midt i det.

Jeg har ikke lyst til at få en kæreste. Føler ikke jeg kan stole på fyre. Tror ikke på hvad folk fortæller mig, for de lyver sikkert for mig. Det er sådan jeg har det. Jeg er blevet meget mere usikker på mig selv - og andre.

Jeg ved godt at det ikke er rigtigt. Jeg ved godt at der er mange man kan stole på uden problemer. Jeg ved jeg fortjener bedre. Tænker tit på hvornår jeg er klar til at komme videre. Man siger at tiden læger alle sår. Hvor lang tid skal der gå?!Føler dog, at jeg er på vej i den rigtige retning...

Det er ikke overstået bare fordi man går fra ham.

Pige, 23 år.