Det var som et eventyr da jeg startede at være sammen med
min nu ex-kæreste vi havde det virkelig godt sammen, han
havde et barn selvom han kun var 20 år. Så han havde
hende en gang imellem. Men ellers gik vi i byen med hans venner.
Igennem sommerferien hvor jeg først mødte ham boede
jeg faktisk hos ham. Jeg tog mig af hans datter imens han var
på arbejde, om aften blev hun for det meste passede så
vi kunne tage i byen. Det startede langtsom op faktisk med at han
ikke ville havde jeg skrev 'putte' til min bedsteven.. ja jeg
måtte faktisk slet ikke skrive med ham hvis det skulle
være sådan. Det havde vi en stor diskution om.. Men det
endte jo med at jeg ikke rigtig skrev med min bedsteven mere, kun
når min kæreste ikke så det, eller var på
arbejde. Idag ved jeg godt det ikke er sådan noget man burde
skulle skjule for sin kæreste, men jeg følte jeg var
nødtil det.
Han begyndte også at forlange meget af mig i sengen, og
når man har passet en lille pige hele dagen, så er man
måske ikke oplagt til at 'hygge' i sengen et par gange. Det
pissede ham virkelig af og en gang råbte han at 'Han ville
havde noget!' Jeg blev virkelig sur og spurgte om han selv synes
det var voksent og sexet og tigge om det som et barn?' Han sagde
jeg kunne tage mit lort og skride. Personligt var jeg på det
tidspunkt ligeglad så jeg tog mine ting og var på vej
ud af døren, da han løb hen foran den og sagde at jeg
ikke skulle nogle steder. Jeg sagde at han selv havde smidt mig ud
så det skulle han ikke bestemme, Idet jeg forsøgt at
komme forbi ham tog han fat i mig og skubbede til mig så jeg
faldt ned på sengen. Han begyndte at græde.. Personligt
så fandt jeg det sødt på det tidspunkt. Han var
jo ked af det han lige havde gjort. Så jeg kunne jo ikke
være sur på ham?
Men han blev ved med at være krævende i sengen. Vi
tog stadig meget i byen. Hans mor passede gerne hans datter, han
boede hjemme. Vores diskutioner begyndte at ske udenfor hvor de
kunne hører os. Han var ligeglad og på det tidspunkt
betød det heller ikke så meget for mig. En dag efter
vi havde skændes tog han hårdt fat i mig og skubbede
til mig. Jeg skubbede hårdt igen. Igen løste vi det
efter noget tid.
Sådan fortsatte det nogle måneder, i skolen
når folk spurgte var han jo den bedste kæreste, men i
weekenderne når vi så hinanden kunne vi blive uvenner
inden for 5 minutter, det tog hårdt på mig. En aften
var vi i byen, vi havde været uvenner og havde 'slået
op' som vi plejer. Vi var begge små fulde da han bliver sur
over jeg skulle havde kysset med en, Han råber en masse
mindre pæne til mig, mine 2 veninder sidder ved siden af. Han
vil tage hans nøgler, men jeg vil ikke lade ham kører
så jeg løber efter ham, udenfor råber han videre
og kalder mig en masse. Han kaster en pakke smøger efter
mig. Der fik jeg bare nok. Jeg sagde 'fint tag dit lort og
kør.' Var ligeglad med han ikke måtte
kører.
Jeg gik indenfor igen uvidende om at han var gået efter
mig. Idet jeg sætter mig på min stol igen kan jeg
mærke en hånd rundt om min hals, han tager så
hårdt fat og skubber så meget at stolen glider under
mig og jeg knalder mit baghoved ned i radiator bagved mig. Jeg
græd så meget jeg låste mig inde på
badeværelset. Jeg gik ind i badet og tændte for vandet
og sad bare der med tøj på og lod vandet glide hen
over mig. En ven kom, jeg lukkede ham ind og han sad der bare
sammen med mig. Det takker jeg ham for.
Den dag var det nok, jeg kunne ikke klare mere, hverken psykisk
eller fysisk. Det lyder måske ikke så slemt men det var
det, det synes jeg, det hele nåede at stå på et
halvt år. Så på en måde var jeg heldig at
jeg havde de sidste krafter til at komme ud af det. Det
værste var at forlade hans datter. Jeg elskede hende så
meget. jeg lærte hende at gå og hun kaldte mig moar.
Men jeg kunne ikke mere. Det er stadig svært selv nu et
år efter, han skriver stadig sommetider og vil finde sammen.
Og jeg møder ham sommetider i byen.. det er hårdt. For
når vi havde det godt var det et eventyr men når vi
havde det værst var det et mareridt, man kan ikke beskrive de
skænderier og skubberier og jalousien. Det kan man bare
ikke.
Jeg er på en måde bare heldig for jeg havde styrken
til at skubbe igen. Det ikke alle der har det. Og nogle mister den
styrke med tiden.. Det tror jeg også jeg ville havde gjort.
Ingen vidste hvad der var sket igennem det halve år. Min
bedste veninde ved det idag. og hun siger hun vil banke ham hvis
hun ser ham :) hehe. Ville ønske jeg havde sagt det noget
før, for det varmer at andre ved. Så føler man
sig ikke så alene. Jeg er stadig bange for at falde i
sommetider og om jeg stærk nok til at kunne klare det igen?
om jeg vil være stærk nok til at sige fra en anden
gang? Men så tænker jeg på hvor noget lort det
var. Selvom det er svært for man husker altid det gode og det
bedste og det samme gør jeg.
Men må ikke finde sig i hverken psykisk eller fysisk vold,
ligemeget om man er mand eller kvinde man skal sige fra.
Husk man er aldrig alene.
Fra den frie pige
Pige, 17 år