Jeg havde snakket med en rigtig dejlig fyr gennem nettet i
omkring en måneds tid da vi syntes vi skulle mødes.
Han havde alt - han var igang med en høj uddannelse, han var
skidecharmerende, han havde masser af penge, bil, fede udsigter for
fremtiden generelt. Så hvorfor skulle dette ikke være
prinsen på den hvide hest?? Jeg boede på falster, han i
jylland. Det var de lyserøde skyer jeg så som
fremtiden derovre med ham.
Jeg tog over til ham, og han var alt hvad jeg drømte om.
Vi fandt sammen samme dag jeg tog derover, og jeg var ligeglad med
alt andet end ham. Han var bare prinsen. Der gik 1 måned,
så begyndte jeg at lede efter job og lejlighed derovre. Der
skulle jo ske noget nyt i livet! jeg fik hurtigt fat i et arbejde
og en lejlighed lige overfor hvor han boede. Den sagde jeg dog
hurtigt op da vi var sammen altid alligevel.
Vi var sammen 1 år og 9 mdr. inden jeg kom ud af mit sande
helved. I starten så jeg kun alt det gode. Da jeg kom ud af
det, kunne jeg godt se alle de fare signaler og røde alarm
klokker min hjerne sendte mig HELE tiden.
Han var jo sød i starten, men stille og roligt
ændrede hans opførsel sig. Han fik vredes udbrud i
høj grad, råbte af mig sagde jeg var dum og at jeg var
en løgner. Han truede mig med at slå mig hvis jeg
glemte ting, eller sagde det samme igen. Hvis jeg ikke svarede ham
på tiltale med det samme råbte han og sagde grimme ting
om mig. Når vi var sammen med andre var han sød nok.
Nogle gange ydmygede han mig overfor andre.
Han krævede sex hele tiden, selvom jeg aldrig havde lyst.
Jeg gjorde som han sagde og var glad når det var
overstået. Han krævede alle mulige stillinger som jeg
ikke kunne finde ud af og så skældte han mig ud under
sexen. Råbte af mig. Hvis jeg sagde nej få aftener
vendte han sig om på siden med armene over kors og ydmygede
mig ved at straffe mig verbalt, og så endte det som regel med
at jeg gav mig så han blev glad igen.
Min mor og far vidste godt der var noget galt... Det gjorde jeg
også det sidste ½ år inden jeg gik fra ham, jeg
ignorerede bare alle faresignalerne. Jeg græd hver gang jeg
var på besøg hos mine forældre, og tog hjem. Han
blev enormt jaloux når jeg så venner og også
familie til sidst. Jeg blev mere og mere følelsesløs,
og alt i mit hjerte skreg på at jeg ville hjem til min mor og
far og være deres pige igen. Alt i mig skreg. Til sidst da vi
havde fået en større lejlighed sammen brød jeg
helt sammen, og en måned efter vi var flyttet ind i den sagde
jeg til ham at jeg flyttede hjem til mine forældre igen. Han
accepterede det men udlagde for mig at hvis jeg ville se ham
måtte jeg selv komme til jylland og se ham, og hvis han havde
andre planer den weekend jeg skulle komme var det min egen skyld vi
ikke så hinanden, fordi det var mig der var skyld i denne
situation. Han blev mere og mere vred og krævede mere og mere
sex.
En dag i julen hvor jeg skulle op til ham dagen efter hev min
mor fat i mig og lagde på bordet hvad hun havde observeret
lige siden jeg mødte ham, og så knækkede filmen
totalt for mig. Hun hjalp mig med at brygge en besked sammen til
ham om at jeg ikke kom op til ham igen, og at det var forbi. Han
ringede og ringede og sendte den ene besked efter den anden afsted
hvor dum jeg var osv osv... det var den værste og bedste dag
i mit liv...
Idag lider jeg af post traumatisk stres, har måtte droppe
min uddannelse som sygeplejerske for at få ro på mit
sind. Jeg har en ny dejlig kæreste som var min bedste ven
under det andet forhold, som giver mig tid og plads. Jeg har meget
mangel på sex lyst, og jeg er mistænksom overfor rigtig
mange ting, og går tit og venter på at min nye
kæreste bliver ligesom min gamle kæreste. Jeg har
ændret personlighedstræk pga. ham og går
ugentligt til psykolog...
Gør noget ved det før det er for sent, man bliver
skadet for livet af sådan et forhold!! I er mere værd
end dette. Det er ALDRIG din skyld, at han gør de ting ved
dig! Og du må aldrig have dårlig samvittighed og tro
det er din egen skyld!! De ting er blevet kroniske i min tankegang
nu! Livet byder på så meget mere end dette!
Pige, 21 år